Byen Brampton i Ontario, Canada, investerede for få år siden over 75 millioner canadiske dollar (ca. 55 millioner amerikanske dollar) i et nyt behandlingscenter til håndtering af speedcam-tickets. Centret blev bygget til at støtte en storstilet udvidelse af byens automatiserede fartkontrolprogram, hvor antallet af kameraer steg fra 50 til 185, primært i skolezoner.

Ifølge lokale medier lykkedes det at sænke hastigheden med i gennemsnit over 9 km/t, og i nogle områder med mere end 25 km/t. Kritikere, herunder premierminister Doug Ford, mente imidlertid, at systemet primært var indført for at generere indtægter og ikke for at øge sikkerheden. Provinsen valgte derfor at forbyde speedcameras, netop som Bramptons nye behandlingscenter stod færdigt.

Byen betalte for meget for bygningen

Yderligere kontrovers opstod, da det viste sig, at byen havde betalt 77,9 millioner canadiske dollar (57 millioner amerikanske dollar) for ejendommen – langt over en intern vurdering og mere end dobbelt så meget som de 32,5 millioner dollar, ejendommen blev solgt for blot tre år tidligere.

Med forbuddet mod speedcameras står Brampton nu med en bygning uden formål og kræver yderligere 27 millioner canadiske dollar (20 millioner amerikanske dollar) til alternative fartdæmpende foranstaltninger som fartdæmpere, skiltning og andre løsninger.

Byen forsøger at redde bygningen

Bramptons lokale politiker Hardeep Grewal kritiserede de høje omkostninger og foreslog, at pengene kunne dækkes ved at pålægge speedcam-operatører at betale eller ved at anvende de millioner, som systemet har indbragt over de seneste år. Byen hævder imidlertid, at bygningen fortsat kan anvendes til andre kommunale formål som IT-services, rekreative aktiviteter og lagerplads til køretøjer.

Selvom Brampton forsøger at tilpasse sig situationen, fremstår det som en dårligt planlagt investering. Andre byer og stater i Nordamerika kan formentlig lære af denne erfaring for at undgå lignende problemer.