Da filmskolen var en kamp med tunge lys og el-ledninger

En tid med tunge lys og farlige installationer

Da jeg gik på filmskole, var det sidste hold, der skulle klippe en studenterfilm på en Steenbeck – en gammel filmklipper. Men det var ikke det eneste hårde arbejde. Vi havde også ansvaret for at transportere tunge lysudstyr i Pelican-kufferter til vennernes dårligt planlagte køkken-sink-dramaer eller, hvis vi var heldige, billige Troma-lignende filmproduktioner.

Lysene var tunge og gjorde omgivelserne til en sauna. Ledningsarbejdet var ofte farligt – nogle gange direkte ulovligt. Vi brugte grove arbejdshandsker, men alligevel brændte vi os ofte. Rørte man ved pærerne med bare fingre, kunne olien fra huden få dem til at eksplodere.

Arri vs. Lowell – fattigmands- og rigmandsløsninger

Havde man penge, fik man et Arri-lys – stadig et solidt valg. Manglede pengene, måtte man nøjes med en Lowell-lampe, der lignede noget, der var samlet af hønsenet. En stor del af cinematografikurset gik med at lære en flok indendørsbørn, der aldrig havde løftet tunge ting eller arbejdet med håndværk, hvor mange lys en 15-ampere sikring kunne klare, før den sprang.

Det var sandsynligvis det mest nyttige kursus, jeg nogensinde har taget på School of Visual Arts. I dag bruger jeg meget af min tid på at ombygge elektriske apparater – en færdighed, jeg formentlig har filmskolen at takke for.

Fra glødelamper til LED – en revolution i lysudstyr

Senere blev Kino Flos – store lyskasser med lysstofrør, oprindeligt designet til Mickey Rourkes film Barfly – almindelige på små uafhængige filmoptagelser. Studerende elskede dem, fordi de ikke gav én en tidlig diskusprolaps i starten af 20’erne. De blev senere delvist erstattet af Litepanels, som bragte LED-teknologien ind i billedet. Men glødelamper og HMIs forsvandt ikke helt. Store 12K- og 18K-lys er stadig i brug, fordi det er utroligt svært at genskabe den samme lyskvalitet som fra en glødetråd, der bliver for varm.

Diva Kit kunne ikke konkurrere med effekten fra et varmt lys, men til gengæld var det lettere at bære. I dag sælger Kino Flo primært LED-lys. Jeg ejer en ældre model af den slags, som kostede mig en formue.

Permalancer og den hårde virkelighed

Mine tidlige 20’ere blev brugt på at være permalancer – en form for funktionel arbejdsløshed. Udtrykket predator, en sammentrækning af producer og editor, blev brugt om en slags jack-of-all-trades video-person. Jeg håber, at udtrykket ikke længere bliver brugt.

Før DSLR’er og smartphones ødelagde markedet, kunne man tjene leje og ølpenge med et par jobs om måneden, hvis man ejede et halvdecent videokamera og en onboard lyskilde. Jeg havde en Panasonic AG-HVX200, som jeg havde købt for mine opsparede penge, og en stor, dum lyspanel monteret på kameraet. Det gav et blændende, uflatterende lys, der fik alt til at se ud som i tv-serien COPS. Det kostede mellem 8.000 og 10.000 kroner. Jeg tror, at der stadig bliver solgt udgaver af det, men der er ingen grund til at købe en i dag.