Demokraternes farlige plan for at redde deres gerrymandering i Virginia

Hvis Demokraterne i Virginia får lov til at føre deres nylige retssag videre, kan det vise sig at blive en strategisk fejltagelse med alvorlige konsekvenser. Jay Jones, den demokratiske justitsminister i staten, har bedt USA’s Højesteret om at blande sig i en lokal tvist om valgkortets udformning – og det kan ende med at vende sig imod dem selv.

Valgkort godkendt af vælgerne – men nu under angreb

I begyndelsen af året godkendte vælgerne i Virginia en ændring af statens forfatning, herunder nye kongresdistrikter, der skulle sikre Demokraterne fire ekstra pladser i Repræsentanternes Hus. Disse nye distrikter var også tiltænkt at modvirke republikanske gerrymandering-foranstaltninger i stater som Texas.

Men sidste uge kom en overraskende beslutning fra Virginias Højesteret, der erklærede ændringen for ugyldig og genindførte de tidligere kongresdistrikter. Retten begrundede sin afgørelse med, at vælgerne ikke havde haft mulighed for at tage stilling til forfatningsændringen – en påstand, der er direkte modstridende med kendsgerningerne, da ændringen netop var blevet godkendt ved folkeafstemning.

Føderale domstole bør ikke blande sig i statslige sager

Selvom Virginias Højesterets afgørelse kan være juridisk fejlagtig, er det ikke en sag, som USA’s Højesteret bør blande sig i. Ifølge den amerikanske retsorden har føderale domstole den endelige myndighed over føderale spørgsmål, men statslige højesteretter har det sidste ord i fortolkningen af deres egen stats lovgivning og forfatning.

Dette princip sikrer, at lokale valgprocesser ikke bliver påvirket af politiske skift i Washington. Hvis USA’s Højesteret nu begynder at overprøve statslige højesteretter på områder som valgret og valgkort, kan det åbne op for en farlig præcedens.

Demokraternes farlige juridiske argumenter

Jay Jones’ argumentation i sagen hviler på en omstridt juridisk teori kaldet “den uafhængige statlige lovgivningsdoktrin” (ISLD). Ifølge denne teori bør USA’s Højesteret have det sidste ord i sager om valgret i delstaterne – også når det drejer sig om fortolkningen af statens egen forfatning.

Jones’ argumenter er imidlertid både svage og farlige:

• Det første argument påstår, at Virginias Højesteret fejlagtigt har citeret en tidligere afgørelse fra USA’s Højesteret (Foster v. Love, 1997) for at begrunde sin beslutning. Dette er imidlertid en trivial indvending, da citatet ikke er afgørende for dommen.
• Det andet argument er langt mere problematisk: Jones forsøger at overbevise USA’s Højesteret om at tilsidesætte Virginias Højesterets afgørelse og give føderale domstole magt over statslige valgprocesser. Hvis dette lykkes, kan det betyde, at en republikansk flertalsdomstol får det sidste ord i sager, der vedrører demokratiske valggevinster.

En risikabel strategi med ukendte konsekvenser

Hvis Jones’ retssag får medhold, kan det føre til, at føderale domstole begynder at blande sig i statslige valgprocesser over hele landet. Det ville underminere princippet om lokal selvbestemmelse og give føderale domstole en magt, de ikke bør have.

For Demokraterne i Virginia kan dette vise sig at være en fatal fejltagelse. I stedet for at styrke deres position, risikerer de at miste kontrollen over valgprocessen i staten – og dermed også deres mulighed for at vinde flere pladser i Kongressen.

“Demokraterne bør tænke sig grundigt om, inden de beder om føderal indblanding i lokale valgprocesser. Historien viser, at det sjældent ender godt, når man giver magt til en højesteret domineret af modstandere.”