DTF St. Louis: En original og mærkelig rejse ind i mandlig ensomhed

Der er noget absurd ved at høre en karakter i en film sige filmens titel højt. Det kan være en joke, men det er lige så svært ikke at smile, når en alvorligt optaget film kalder sig selv ved sit eget navn. De fleste instruktører undgår denne klodsede præsentation. Man hører aldrig eksempelvis Daniel Day-Lewis snerre: "Nå, der vil blive blod", eller Leonardo DiCaprio mumle: "Du ved, mand, det er altid bare én kamp efter den anden.”

HBO’s nye dramaserie DTF St. Louis bryder imidlertid med denne regel. I seriens univers er DTF St. Louis et dating-app til gifte mennesker, der søger diskrete affærer. Det bliver katalysatoren for hele den søde og skumle historie, der udspiller sig over syv afsnit.

Vi hører Clark Forrest (spillet af Jason Bateman) og Floyd Smernitch (David Harbour) diskutere appen og deres fælles interesse i at prøve den i flere af seriens tidslinjer. Begge mænd er forstadsægtemænd og fædre, der føler sig seksuelt utilfredse. Derfor indgår de en pagt om at genoplive deres liv gennem online kærlighed. I en anden tidslinje hører vi politiet forklare og udspørge dem om appen efter Floyds mystiske død. Appens logfiler bliver et centralt bevismateriale for detektiv Homer (Richard Jenkins) og detektiv Plumb (Joy Sunday), der forsøger at finde ud af, hvad der egentlig skete med Floyd.

DTF? DTF. De mødtes på DTF. Jeg fik et hit på DTF.

Den mantra-lignende gentagelse af seriens titel er ikke blot begrundet i plotet, men får også seeren til at lægge mærke til, hvor mange andre gentagne vendinger og begreber karaktererne bruger igen og igen. Cornhole. Outback Steakhouse. Quality Garden Suites. Flere og finere tallerkner og skåle til husstanden. Finish First. B out the B. Watermelon Breeze. No way, José. Jamba Juice. DTF St. Louis.

Der er en smule selvtilfredshed i portrættet af disse midtvestlige forstadsboere, der tilsyneladende tilbeder navnene på de strip mall-kæder, der fylder deres handelsgader. Men der er også noget mere. Karaktererne gentager disse fyldte vendinger – hver knyttet til en betydningsfuld begivenhed i historien om kærlighed, venskab og utroskab – indtil ordene bliver mere til lyd end mening. Det er seriens stilistiske signatur: sprog, der bliver til gestus, der bliver til følelse.

En prosadigt? Måske. Men DTF St. Louis er hverken en traditionel dramaserie eller en komedie. Den er en mærkelig, underholdende og til tider forvirrende rejse ind i mandlig ensomhed og utilfredshed. Serien gentager ikke blot ord og billeder, men synger dem næsten ind i seerens bevidsthed. Nogle gange med smertelig smukke billeder, der syes ind i historien som broderi.

Jeg har en allergi over for medier om forstadens kedsomhed og utroskab. Alligevel indrømmer jeg, at DTF St. Louis hypnotiserede mig. Serien starter som en kriminalhistorie eller en fortælling om forstadens kedsomhed, men udvikler sig hurtigt til noget helt andet – en surrealistisk og tankevækkende oplevelse, der udfordrer og fascinerer på én gang.