Duft af barndommens computerrum: Nostalgi og elektronik i parfumeform

Husker du computerrummet? De fleste af os havde ikke et dedikeret lokale til computeren, men nogle forældre placerede to stationære computere i kælderen, skjult væk fra resten af huset. Der var plads til piratkopierede DOS-spil som Princess Maker 2, som man kunne spille, når man var hjemme syg fra skole. Med tiden fyldte de to computere det lille rum med en gennemtrængende lugt af varm metal, støv og musemåtter.

Nu kan du opleve den samme duft i form af parfumen Cero fra det franske firma agar olfactory. Parfumen er en del af en serie, der udforsker økologisk kollaps og menneskets forsvinden fra jorden. Serien inkluderer dufte, der genskaber lugten af plastik, frisk brød, svampenetværk og til sidst fugtig jord uden menneskelig påvirkning. Men det hele starter med Cero, som er designet til at minde om året 1999, hvor computeren havde sin egen plads – ikke i lommen.

En duft af en svunden tid

På det tidspunkt var computeren og al den viden, den rummede, samlet ét sted. Det skabte en følelse af nostalgi, som minder om DJ’en Ninajirachis album I Love My Computer. Hendes musik appellerer til en lidt yngre generation, men for os, der voksede op med opkaldsmodemer og Angelfire-fansites, vækker hendes sange minder om en tid, hvor teknologien var mere håndgribelig.

Det, der fascinerer mig mest ved Cero, er, at den ikke forskønner lugten af et gammelt computerrum. Tværtimod. Når jeg bærer den, føler jeg mig transporteret tilbage til en mørk kælder, hvor nye opdagelser ventede. Men støvnoten er så kraftig, at den ofte får mig til at nyser. Det er som at stikke hovedet direkte ind i en gammel Dell-computer, der aldrig er blevet rengjort. Duften er mineralsk med elektricitet, gummi og plastik.

Parfumen Ghost In The Shell fra L’Etat Libre D’Orange forsøger også at genskabe computerlugte, men fokuserer primært på den metalliske side. Den blander latex, silikone, pudder og florale noter. Cero derimod forsøger at være en renere refleksion, mere end blot en nostalgisk gestus.

En duft, der udvikler sig – og bliver til en vane

De mest intense noter i Cero, især lugten af musemåtter, aftager i løbet af dagen. Men duften af metal og støv bliver på huden og bliver til sidst en tryghed at bære. Lugten af computerrummet er for mig en håbefuld duft. Den er barndommens duft, mulighedernes duft – en tid, hvor computeren hverken var en nødvendighed eller kontrolleret af en overklasse, der ønskede at gøre os afhængige. Samtidig er den første duft i agar olfactorys serie om menneskets udslettelse. Måske elsker jeg at bære den netop derfor – som en advarsel.