Hvem er 'Mixtape' egentlig lavet til? Kritikken af det nye spil

Spillet Mixtape præsenterer sig selv som en hyldest til teenagekærlighed, venskab og overgangen til voksenlivet – og gør det i en 90'er-kontekst. Men hvem er det egentlig lavet til? Det spørgsmål melder sig, efter at en kritiker, der selv tilbragte sin ungdom i 90'erne, har gennemspillet det nye spil og fundet det utilfredsstillende.

En tidskapsel, der føles forkert

Som en tidskapsel over 90'erne burde Mixtape vække genkendelse og nostalgi. I stedet føles det som en grov skitse af årtiet, tegnet af en kunstner, der aldrig selv har oplevet det, eller som en AI-genereret opsummering baseret på andres fortællinger om 90'erne. Moden, sproget og teknologien i spillet matcher ikke den autentiske følelse af at være teenager i 90'erne.

Kritikeren, der selv var teenager i 90'erne, påpeger, at intet i spillet fremkalder den rette stemning. Fra tøjstil til karakterernes interaktion med teknologi – det hele virker konstrueret og fjernt fra den virkelighed, mange oplevede dengang.

En musikalsk rejse med tvivlsomme referencer

Hver del af spillet er centreret omkring en licenseret sang, fra Mondo Rock til Silverchair og Stan Bush. Men hovedpersonen Staceys musiksmag virker usandsynlig for en 90'er-teenager. Hendes samling af sange føles mere som en konstruktion fra nutidens internetkultur end som en autentisk repræsentation af, hvad en teenager i 90'erne ville have lyttet til.

Selvom spillet ikke nødvendigvis skulle spille de største hits, burde det i det mindste afspejle den musikalske smag, som en 90'er-teenager kunne have haft. I stedet fremstår Stacey mindre som en teenager fra 90'erne og mere som et produkt af en gruppe hvide mænd, der i 2026 forsøger at skabe en fiktiv teenager fra 90'erne.

Tvetydigheden skader oplevelsen

Spillets tvetydighed omkring tid og sted gør det endnu sværere at knytte sig til dets budskab. Da spillet hverken præcist fastslår, hvornår det foregår, eller hvor det foregår, mangler historien en forankring. Uden en tydelig tid og sted kan spillet ikke rigtig formidle den følelse eller det formål, der var til stede i den æra, det forsøger at skildre.

"Det er som at høre nogen sige, hvordan det var 'i gamle dage', eller gestikulere mod en 'viktoriansk holdning'. Det er en bekvem kulturelt forkortelse, hvor vi sammenpresser tid og rum til en æstetisk pakke, som vi kan navngive, indfange og sætte på det åbne marked."
Cameron Kunzelman

Hvem er spillet egentlig for?

Spørgsmålet om, hvem Mixtape er tiltænkt, bliver stadig mere relevant. Med sin blanding af nostalgi, teenageoplevelser og 90'er-estetik forsøger spillet at appellere til en bred målgruppe. Men når autenticiteten mangler, risikerer det at ende som en overfladisk genskabelse, der kun taler til dem, der aldrig oplevede 90'erne for alvor.

For dem, der var teenager i 90'erne, føles Mixtape som en kunstig konstruktion – en samling af genkendelige elementer, der aldrig rigtig formår at genskabe den ægte følelse af at være ung på det tidspunkt. Spillets forsøg på at skabe nostalgi ender dermed med at føles som en tom gestus, der ikke rigtig rammer sit mål.