ICE investerer 45 milliarder i nye deportationscentre – kan lokalbefolkningen følge med?

Præsident Donald Trump lovede i sin anden indsættelsestale at stramme indvandringspolitikken radikalt: "Al ulovlig indrejse vil øjeblikkeligt blive stoppet, og vi vil begynde processen med at sende millioner af kriminelle udlændinge tilbage til de steder, de kom fra." Målet var klart: 3.000 udvisninger om dagen. Men der var et problem. Immigration and Customs Enforcement (ICE) havde på daværende tidspunkt kun kapacitet til at tilbageholde omkring 41.000 personer ad gangen, fordelt på mere end 200 forskellige faciliteter – fra føderale fængsler til lokale arresthuse.

For at nå målet måtte regeringen udvide kapaciteten betydeligt. I år har Department of Homeland Security (DHS) derfor iværksat en massiv bygge- og købskampagne, hvor hundredvis af millioner dollars er blevet brugt på at omdanne industribygninger til deportationscentre. Kritikere kalder det inhumant at opbevare mennesker – herunder personer, der blot er anklaget for mindre overtrædelser – i lagerlignende faciliteter. Samtidig rejser det spørgsmål om de økonomiske og samfundsmæssige konsekvenser for de byer, hvor centrene placeres.

45 milliarder dollars til deportationscentre

Gennem 2025 One Big Beautiful Bill Act har Kongressen bevilget ICE 45 milliarder dollars til udvidelse af deportationskapaciteten. Midlerne skal blandt andet bruges til at ansætte 10.000 nye immigrationsbetjente og sikre plads til 100.000 migranter dagligt. Ifølge en pressemeddelelse fra DHS giver bevillingen ICE mulighed for at opretholde en gennemsnitlig daglig befolkning på 100.000 personer og sikre 80.000 nye sengepladser.

Umiddelbart efter lovens vedtagelse begyndte DHS at opkøbe industrielle lagerbygninger over hele USA. Ifølge interne dokumenter er planen at koncentrere indsatsen om 34 dedikerede faciliteter med plads til i alt 92.600 personer. Dette inkluderer otte store deportationscentre og 16 midlertidige modtagelsescentre, hvor migranter kan blive i op til få dage. Et udkast til en DHS-rapport viser detaljerede planer for faciliteter med køkkener, spisesale, vaskerier, skydebaner og plads til op til 10.000 personer. DHS hævder, at centrene vil være klar til brug senest den 30. november.

Er det overhovedet deportationscentre – eller blot lagerhaller?

Administrationen nægter at kalde faciliteterne for lagerhaller. "De er ikke lagerhaller – de er deportationscentre," udtalte den tidligere DHS-talskvinde Tricia McLaughlin til The Washington Post tidligere på året. En talsmand for ICE forsikrer, at faciliteterne vil leve op til de "almindelige standarder for deportationscentre". Men uanset navngivning er det tydeligt, at ICE aktivt har købt bygninger designet til at opbevare gods – med det formål at bruge dem til mennesker.

Og ICE’s standarder er ikke nogen garanti for værdige forhold. Gennem hele USA har der været adskillige rapporter om umenneskelige forhold i deportationscentre. På blot 50 dage på Camp East Montana – et midlertidigt center i Montana – blev der rapporteret om overfyldte celler, manglende adgang til lægehjælp og utilstrækkelig ernæring. Kritikere frygter, at de nye faciliteter blot vil forværre disse forhold.

Hvad betyder det for de lokale samfund?

De nye deportationscentre placeres ofte i mindre byer, hvor lokalbefolkningen sjældent er blevet hørt i beslutningsprocessen. Kritikere påpeger, at de økonomiske fordele sjældent opvejer omkostningerne. Byggeriet og driften af centrene kræver store offentlige investeringer, samtidig med at de lokale skatteydere ofte ender med at bære byrden af øget trafik, sikkerhedsrisici og potentielle miljømæssige konsekvenser.

Spørgsmålet er, hvorvidt mindre byer overhovedet har kapacitet – økonomisk såvel som socialt – til at håndtere sådanne faciliteter. Med 45 milliarder dollars i spil og tusindvis af nye sengepladser på vej, står USA over for en stor udfordring: Hvordan sikrer man, at menneskerettighederne overholdes, samtidig med at man opfylder regeringens stramme indvandringspolitik?