Jane Schoenbrun’s nye film: En surrealistisk rejse gennem kød, død og kitsch

Jane Schoenbruns nye film Teenage Sex and Death at Camp Miasma er ikke blot en film, man ser – det er en oplevelse, der trænger ind i sindet. Med billeder og scener, der næsten ikke kan beskrives med ord, skaber Schoenbrun og deres team en verden, der både fascinerer og foruroliger.

Her møder vi slasher-filmens mørke side, hvor mordere knuser lejrlejere mod tetherball-stænger, indtil de eksploderer. Vi ser ligene stablet op som glasuld i en videobutik, og en scene, hvor Gillian Anderson som en forførende figur holder en overflod af Kentucky Fried Chicken foran et brændende pejs. Filmen er en skarp satire over Hollywoods hykleri, transfejd i slasher-genren og den moderne kulturs tendens til kun at støtte ‘woke’ historier, når det passer ind.

Schoenbrun, der tidligere har skabt digitale verdener i I Saw the TV Glow og We’re All Going to the World’s Fair, udforsker her deres forhold til disse alternative rum. Disse verdener fungerer som sikre steder, hvor man kan føle sig set – noget den virkelige verden ofte undlader at tilbyde. Teenage Sex and Death at Camp Miasma stiller spørgsmål ved disse rummets betydning: Hvad sker der, når vi igen føler os trygge i vores kroppe? Kræver forvandling altid en form for død først? Er der et tidspunkt i livet, hvor forandring bliver umulig?

At filmen formår at rumme disse dybe spørgsmål, samtidig med at den leverer tilstrækkelig genreunderholdning til at gøre oplevelsen tilgængelig og tankevækkende, er en bemærkelsesværdig bedrift. Åbningssekvensen kaster os direkte ind i en verden, der føles levende og autentisk. Vi møder Kris (Hannah Einbinder), en lovende filminstruktør, der bliver hyret til at instruere en genindspilning af den berygtede slasher-film Camp Miasma.

Som Kris bemærker, rammer hendes ansættelse to fluer med ét smæk: Hollywood er altid på jagt efter gamle IP’er at udnytte, og ved at hyre en LGBTQ+-instruktør kan studiet aflede kritikken af at genoplive en notorisk anti-trans franchise. Med Okay Kayas Nightswimming spillende over åbningscredits, bliver vi præsenteret for Camp Miasma-historien gennem merchandise og avisudklip. Vi følger, hvordan filmen udvikler sig fra en overraskende kultsucces til en overmættet franchise på få år. Brætspil og tegneserieparodier viser, hvordan historier hurtigt kan blive reduceret til kitsch under Hollywoods maskine.

Kris ønsker at give en rolle i genindspilningen til Billy Presley (Gillian Anderson), der som teenager spillede den sidste overlevende i den første Camp Miasma-film. Hun tager et møde med den pensionerede skuespiller, der har indrettet sit hjem i det forladte lejr, hvor de oprindelige film blev optaget. Deres samtaler starter akavet, men det er tydeligt, at der er en dybere forbindelse mellem dem end blot professionel interesse.