Skove reddes ikke alene med videnskab – vi har brug for bedre kommunikation

Når videnskaben ikke rækker – erfaringen fra en dansk skov

Første gang jeg skulle forklare, hvorfor en skov var ved at dø, forventede jeg, at den største udfordring ville være at diagnosticere problemet. I stedet stod jeg over for en langt mere kompleks udfordring – én, min uddannelse slet ikke havde forberedt mig på.

Det skete under en feltudflugt i Danmark som led i min kandidatuddannelse i skovbrug. Her blev min årgang og jeg ført til et mindre, familieejet skovbrug. Danmark har oplevet en stabil stigning i skovareal siden indførelsen af Skovejendomsloven i 1805, hvor skovdækket er vokset fra omkring 2% til 15% over de seneste to århundreder. Mange lodsejere – som dem vi besøgte – har incitament til at omdanne landbrugsjord til skov for at høste tømmer. Ofte plantes nordamerikanske nåletræer, der er efterspurgte på det globale marked. På det tidspunkt forstod jeg det ikke fuldt ud, men denne historiske, sociale og økonomiske kontekst ville senere vise sig at være afgørende.

Da vi stod blandt de ensartede rækker af svækkede, eksotiske træer, stod professoren ved siden af de to lodsejere – en ældre far og hans søn. Han henvendte sig til vores lille, men engagerede gruppe af kandidatstuderende og stillede et spørgsmål, som på det tidspunkt virkede harmløst, men som i virkeligheden var langt mere betydningsfuldt, end han havde forestillet sig: ”Kan I forklare, hvorfor deres skov ikke trives?”

Vi havde tilegnet os solid viden inden for skovbrugsteori og økologi, så svaret virkede indlysende for os: Skoven, der for nylig var blevet etableret på tidligere landbrugsjord med ikke- hjemmehørende arter, var blevet hårdt ramt af Heterobasidion rodråd. Dette svampeangreb ville gøre jorden ubrugelig til træproduktion i mindst én generation. Lodsejerne vidste imidlertid intet om det – og at deres skov var blevet usund og økonomisk ulønnsom inden for deres levetid.

For os var videnskaben klar. Men hvordan skulle vi formidle den til de mennesker, der stod over for de uundgåelige konsekvenser? Inden for få minutter skiftede stemningen. Hvad der var tiltænkt som en konstruktiv og samarbejdende oplevelse mellem lodsejere og forskere, blev hurtigt anspændt og ubehagelig. Nogle af os beskyldte lodsejerne for at have truffet forvaltningsmæssige valg, der var skadelige ikke blot for dem selv, men også for miljøet. Andre sympatiserede med ejerne, der blot havde handlet i overensstemmelse med de generøse tilskud, de modtog fra staten.

Da samtalen udviklede sig yderligere, følte jeg mig splittet mellem de to modsatrettede holdninger. Alligevel blev det aldrig stillet det mest afgørende spørgsmål: Hvad havde lodsejerne brug for af os?

Jeg havde håbet på, at der senere ville blive en diskussion eller endda en forelæsning, hvor vi kunne blive klædt på til lignende situationer i fremtiden. Mine medstuderende og jeg stod tilbage med mange ubesvarede spørgsmål: Hvad havde vi lært af denne dag, og hvordan kunne vi i fremtiden støtte både skove og skovejere?

Desværre blev denne dialog aldrig en realitet.

Kløften mellem videnskab og samfund

Denne historie er ikke unik for én enkelt feltudflugt. Den illustrerer et større problem: videnskaben alene kan ikke redde vores skove. Selvom forskere og eksperter besidder uvurderlig viden om økosystemer, klimaforandringer og bæredygtig forvaltning, mangler de ofte de nødvendige redskaber til at kommunikere denne viden effektivt til dem, der træffer beslutningerne på marken.

Dette problem er særligt tydeligt inden for skovbrug, hvor lodsejere ofte står over for modsatrettede krav: økonomisk bæredygtighed kontra miljømæssige hensyn. Mange skovejere modtager statslige tilskud for at plante skov, men de mangler ofte den nødvendige viden til at forvalte den på en måde, der sikrer både økonomisk og økologisk sundhed.

For at løse dette problem kræves der ikke blot mere forskning, men også bedre kommunikation. Forskere og rådgivere skal lære at formidle deres viden på en måde, der er forståelig og relevant for lodsejerne. Det kræver også, at videnskaben bliver mere tilgængelig og anvendelig i praksis.

Hvad kan vi lære af dette?

Erfaringen fra denne udflugt lærer os flere vigtige lektioner:

• Kontekst er afgørende: At forstå de historiske, sociale og økonomiske forhold, der påvirker skovforvaltning, er nøglen til at kommunikere effektivt med lodsejerne.
• Dialog er nødvendig: Videnskaben må ikke blot formidles én vej. Der skal være plads til spørgsmål, bekymringer og alternative perspektiver fra lodsejerne selv.
• Praktisk anvendelse: Forskere og studerende bør trænes i at kommunikere deres viden på en måde, der er relevant for praksis. Det kræver både teoretisk indsigt og praktisk erfaring.

”Vi kan ikke redde vores skove alene med videnskab. Vi har brug for at bygge broer mellem forskere og dem, der forvalter jorden hver dag.”

Vejen frem: Bedre kommunikation og samarbejde

For at sikre en bæredygtig fremtid for vores skove er det afgørende, at videnskaben og samfundet arbejder tættere sammen. Det kræver:

• Uddannelse og træning: Forskere og studerende bør lære at kommunikere deres viden på en måde, der er tilgængelig og relevant for lodsejerne.
• Fælles beslutningsprocesser: Lodsejere bør inddrages i forsknings- og forvaltningsprocesser for at sikre, at løsninger er praktisk gennemførlige.
• Styrket dialog: Der skal skabes rum for åben og ærlig kommunikation mellem forskere, lodsejere og beslutningstagere.

Først når videnskaben og samfundet arbejder sammen, kan vi forvente at se reelle forandringer i skovforvaltningen – og dermed en mere bæredygtig fremtid for vores skove.