Anmeldelse: Kingdom’s Return – Et spil uden sjæl og overraskelser

Et spil uden den sædvanlige Inti Creates-magie

Inti Creates har gennem årene skabt en række spil, der hver især har haft mindst én særlig egenskab, der gjorde dem interessante – selv når kvaliteten varierede. I Dragon Marked for Death var det det sociale samspil med andre spillere, der reddede oplevelsen, mens Umbraclaw imponerede med sine karakterdesigns. Men Kingdom’s Return: Time-Eating Fruit and the Ancient Monster skiller sig desværre ikke ud på nogen måde. Der er simpelthen ingen elementer, der gør spillet værd at spille.

Visuelt er spillet pænt nok, og det at opbygge sit kongerige for at øge stats og heltenes evner giver en vis tilfredsstillelse. Kampene kan også være underholdende, hvis man investerer tid i at udvikle sine karakterer. Men der er intet, der skiller sig ud eller føles specielt. Der er simpelthen andre Inti Creates-spil, man hellere ville spille – spil, der er bedre på næsten alle områder.

Et tyndt plot og ingen personlighed

Det største problem med Kingdom’s Return er det næsten ikke-eksisterende plot. Efter at have valgt sin første karakter blandt Alkemisten, Kejseren, Troldmanden eller Zipangu og reddet tidens fe Kairos fra nogle monstre, bliver spilleren sendt til kongeriget Almacia i Norlant. Minister Navi og kongen forklarer, at kongeriget tidligere var allieret med feerne, men at katastrofen slog til, og alle feerne forsvandt. Den store tidsfe Chronos træder til og forklarer, at kongeriget og de omkringliggende områder blev sendt til fremtiden – og at hun vil hjælpe, fordi det afspejler dårligt på hendes slægt og deres kræfter.

Det er alt sammen. Historien er så tynd, at kongen ikke engang har et navn. Selv når man når slutningen og finder ud af, hvad der egentlig foregår, og hvorfor tidsmanipulationen er en del af spillet, føles det tomt og uden vægt. Det er pudsigt, for Inti Creates-spil plejer at have personlighed og karakter. Selv karakter-, fjende- og miljødesignene føles generiske, med undtagelse af Chronos og Kairos. Det får en næsten til at tro, at den manglende exposition og karakterindividualitet er bevidst – for at gøre idéen om at købe Azure Striker Gunvolt- og Gal Gun-karakterhudene mere attraktiv.

En rutine, der aldrig bliver spændende

I landsbyen kan spilleren tjekke ind, bruge de penge, man har tjent, administrere sit kongerige ved at bygge bygninger, der påvirker stats og forbedrer heltene, skifte karakter og udvikle dem via det lille Class Circle-færdighedstræ. Derefter kan man tage på missioner, der sender en ud i tidsforskudte områder som kongeriget.

Mindre kampe undervejs giver ekstra erfaring, penge og materialer i korte 2D-områder, mens de større missionsmål i grotter involverer fler-etagers områder med et bestemt antal fjender at nedkæmpe på hver etage – og måske endda en stor boss. Når man er færdig, vender man tilbage til landsbyen for at bygge mere. Men det hele føles som en rutine, der aldrig bliver rigtig spændende eller givende.

Konklusion: Et spil, der hurtigt bliver glemt

Kingdom’s Return: Time-Eating Fruit and the Ancient Monster er et spil, der mangler sjæl, personlighed og overraskelser. Uden et ordentligt plot, interessante karakterer eller gameplay, der skiller sig ud, bliver det hurtigt en kedelig oplevelse. Selv de ellers velkendte mekanikker fra Inti Creates føles som en rutine, der aldrig rigtig fanger ens interesse. Hvis man leder efter et spil med substans og underholdning, er dette bestemt ikke det rette valg.