Frihedens Ånd: Hvordan Uafhængighedserklæringen formede Amerika

En pagt med Gud og et folk

For deltagerne i Den Kontinentale Kongres var Uafhængighedserklæringen ikke blot en teoretisk erklæring. Den var en nødvendig handling, der skulle legitimere oprøret mod kongen og Parlamentet, samtidig med at den søgte international støtte – først og fremmest fra Frankrig.

Men erklæringen var også en pagt, der henviste til Skaberen og definerede et folk forenet i kampen mod tyranni. Den skulle forsvare traditionelle rettigheder og opretholde et samfund bygget på naturlige rettigheder. Da kongresmedlemmerne den 2. og 3. juli 1776 redigerede Thomas Jeffersons udkast, styrkede de ikke blot argumentationen, men gjorde også den guddommelige sanktion mere eksplicit.

Rødder i filosofi og tro

Erklæringen var forankret i en række kilder: naturlig retsteori, engelsk common law, klassisk tænkning og jødisk-kristen teologi. Den udtrykte den frihed og lighed, som 1700-tallets mænd af ejendom og lærdom forstod. Den hævdede traditionelle engelske rettigheder og skelnede mellem rettigheder givet af staten og de naturlige rettigheder, der stammede fra Gud.

Som filosoffen Harry Jaffa senere udtrykte det: Mennesket havde rettigheder i kraft af sin natur. Disse rettigheder kunne ikke overgives til nogen regering, især ikke til en, der svigtede sit ansvar over for folket. En erklæring, der var så radikal, at den anklagede en konge og erklærede alle mænd lige, var samtidig konservativ i sit udgangspunkt.

Lighedens dilemma

Frihed var en relativt klar idé, men lighed var mere kompliceret. Lighed var ikke et mål i sig selv, men en forudsætning for frihed. Mennesker havde lige rettigheder, som skulle beskyttes – både individuelt og som samfund. Disse argumenter var dog ikke absolutte, især ikke i spørgsmålet om slaveri.

Jeffersons udkast indeholdt en stærk fordømmelse af slavehandelen, om end ikke af selve slaveriet. Mange af grundlovsfædrene, herunder slaveejere som George Mason, betegnede slaveriet som en moralsk ondskab. Mason skrev i 1765, at slaveriet havde været årsag til Roms undergang. Jefferson selv havde tidligere udtrykt ønske om at afskaffe slaveriet i de amerikanske kolonier, hvor det var blevet indført i deres tidlige fase.

Hypokrisiens skygge

Paradokset var tydeligt: Et samfund, der selv var slaveholdende, krævede frihed for sig selv. Kritikken var ikke ny – den blev ofte hørt fra prædikestolene i kolonierne. Alligevel blev slaveriet ikke afskaffet ved uafhængighedserklæringen. Spørgsmålet om lighed stod tilbage som et uløst dilemma, der skulle præge nationen i årtier fremover.

"Uafhængighedserklæringen var et dokument fyldt med modsætninger. Den talte om frihed og lighed, men dens forfattere var samtidig del af et system, der nægtede disse rettigheder til tusindvis af mennesker."