Gambonanza: Et skakspil med hasard-twist – men med for mange fejl

Skak er et tidløst spil, der aldrig har været mere populært end i dag. Men netop fordi det er så klassisk, er det også utroligt svært at innovere inden for genren. Det har dog ikke afskrækket udviklere fra at prøve kræfter med skak-temaede indie-spil på Steam. Fra 5D Chess With Multiverse Time Travel til puslespil som Chessformer og Chessarama, og endda roguelites som Pawnbarian og Shotgun King: The Final Checkmate – markedet er fyldt med forsøg på at gøre skak til noget nyt. Men hvor mange af dem formår egentlig at skille sig ud?

Det seneste bud er Gambonanza, et indie-spil, der forsøger at kombinere Balatro-lignende hasardmekanikker med et skak-baseret roguelite-koncept. Desværre ender spillet med at begå for mange taktiske fejl til, at det kan anbefales – selv for den mest casual skakfan.

Et elitært perspektiv

At anmelde Gambonanza er en udfordring for mig, fordi jeg selv er en kompetent konkurrenceskakspiller. Mit udgangspunkt er derfor anderledes end en mere afslappet spiller, der blot leder efter et skak-relateret spil til underholdning. Alligevel er jeg overbevist om, at Gambonanza også fejler som roguelite – både hvad angår sværhedsgrad, variation og interessante valgmuligheder.

Spillets opbygning

Gambonanza består af en række individuelle kampscenarier på et skakbræt. Spillet består af fem faser med fem niveauer hver samt en tilhørende boss. Hver kamp følger de grundlæggende regler for skak, hvor du og din AI-modstander skiftes til at trække. Brikkerne opfører sig som forventet – indtil de forskellige modifikatorer træder i kraft.

Før en kamp starter, kan du se modstanderens brikker og placere dine egne frit på din side af brættet. Det traditionelle skakspil bliver modificeret af såkaldte gambits – globale aura-effekter som fx "Hvis du har en konge og et tårn på brættet, har du 1/3 chance for at springe modstanderens tur over" eller "Dine løbere kan bevæge sig som dronninger". Desværre er de fleste af disse effekter ret simple og ikke særlig interessante.

"Dine løbere kan bevæge sig som dronninger" – en af de mange simple modifikatorer i Gambonanza.

Når en kamp starter, kan du placere tre brikker på brættet og have syv i reserve i din lager. Efterhånden som spillet skrider frem, kan du opgradere antallet af brikker, du starter med. Brættet udvides også med en række for hver fase. Desværre er der ingen variation i kampscenarierne. Hver fase synes at have en fast konfiguration af brikker, som du skal imødegå – eller der er så få variationer, at de hurtigt bliver repetitive.

Jeg var næsten i stand til at udvikle faste strategier for de tidlige faser, hvilket slet ikke er ideelt for et roguelite-spil.

Præsentationen trækker op – men spillet gør ikke

Gambonanzas præsentation er charmerende med en ren lo-fi æstetik og afslappende musik uden stress. Små detaljer som en Metal Gear Solid-lignende udråbstegn, der dukker op over en brik, når den bliver angrebet, eller brikker, der brænder, når de har fanget flere brikker i træk, giver spillet en menneskelig touch. Animationerne er skarpe og glatte, og det er tydeligt, at der er blevet lagt vægt på en gennemført visuel stil.

Men desværre er det ikke nok til at redde spillets gameplay. Gambonanza lider under manglende dybde og variation, hvilket gør det til et spil, der hurtigt bliver kedeligt – trods de flotte visuelle elementer.