Er 'The Devil Wears Prada 2' den store millennials-journalistikfilm?

En film med advarsel for journalister

Normalt afviser jeg kategorisering af medier, men for The Devil Wears Prada 2 må jeg gøre en undtagelse. Filmen bør ledsages af en advarsel – i hvert fald for millennials, der arbejder med journalistik. Den lette komedie gemmer nemlig på en skarp kritik af en hel generations knuste ambitioner, fortalt gennem magasinjournalistikkens nedgang.

Magasinverdenens sidste skrig

Filmen åbner med en prisuddeling inden for journalistikken – en af de klassiske middage, hvor kolleger hylder hinanden med plastiktrofeer for arbejde, der sjældent bliver læst. Netop som hovedpersonen Andy Sachs (Anne Hathaway) modtager den største pris, modtager hun en sms: Hele hendes bord er blevet fyret som led i en omkostningsbesparelse. Hendes takketale bliver viral, og pludselig får hun et tilbud, hun ikke kan sige nej til: At blive featuresredaktør på det tidligere modeflagskib Runway – i et forsøg på at redde magasinets troværdighed.

Historien genopliver det klassiske kat-og-mus-spil mellem Andy og hendes tidligere chef, den frygtindgydende Miranda Priestly (Meryl Streep). Men hvor den første film handlede om journalistiske idealer og modeverdenens magt, stiller opfølgeren et mere dystert spørgsmål: Har hverken journalistik eller mode længere den betydning, de engang havde?

En tidskapsel med bitter eftersmag

Den første film fra 2006 var en optimistisk fortælling om en ung kvindes rejse i New Yorks hektiske medieliv. The Devil Wears Prada 2 vender tilbage til en verden, der har ændret sig radikalt. Andy er ikke længere den ambitiøse freelancer, der drikker Cosmopolitans med vennerne og bærer tåringe. Nu er hun en journalist, der kæmper for at holde fast i en branche, der er blevet udvandet af digitalisering og økonomisk pres.

Miranda Priestly, engang dronningen af modeverdenen, er nu reduceret til at hænge sin egen frakke op og undgå HR-klager om politisk korrekthed. Hun må tigge annoncører om tilgivelse og stå magtesløs over for de pengestærke tech-mænd, der bestemmer hendes skæbne. Streep leverer endnu engang en præstation, der balancerer mellem skræmmende autoritet og en vemodig erkendelse af, at hendes tid er forbi.

Er journalistik eller mode stadig relevant?

Filmen giver et klart svar: Ja, begge dele betyder stadig noget. Men den anerkender også, at hverken den ene eller den anden disciplin længere har den kulturelle indflydelse, de engang havde. The Devil Wears Prada 2 er ikke bare en komedie – det er en refleksion over, hvad der sker, når drømme knuses, og verden forandrer sig.

"Det er en film om at miste noget – og alligevel finde en ny form for styrke i det."

En generation i opbrud

Filmen rammer hårdt ind i nutidens medielandskab, hvor traditionelle magasiner kæmper for at overleve, og journalister kæmper for at bevare deres troværdighed. The Devil Wears Prada 2 er ikke blot en hyldest til fortiden – det er en nøgtern kig på en fremtid, hvor hverken mode eller journalistik længere er de dominerende kræfter, de engang var.