Jessie Ware mister sin disco-pop-magi på 'Superbloom'

En tilbagevenden til disco-glans

Jessie Ware har altid været kendt for sin evne til at fusionere soul, R&B og disco til en lyd, der både er sofistikeret og dansabel. Med albummet What’s Your Pleasure? fra 2020 forlod hun dog sin tidligere minimalistiske tilgang og kastede sig ud i en mere ekstatisk, klubvenlig lyd. Den udvikling fortsatte på That! Feels! Good! i 2023, hvor hun forstærkede den glitrende, divaagtige side af sin musik.

Med det nye album Superbloom vender Ware tilbage til den formel, der gjorde hende berømt. Albummet er fyldt med funky basgange, strålende strygere, syntheziser og Ware’s karakteristiske, bløde vokal. Produktionen er poleret og luksuriøs, men det er netop det, der gør, at Superbloom føles mindre frisk end sine forgængere.

Den velkendte formel mister sin glans

Der er ingen tvivl om, at Ware har perfektioneret sin lyd. Superbloom er et album, der leverer på alle punkter: det er dansabelt, følelsesmæssigt og visuelt tiltalende. Alligevel mangler det den overraskende faktor, der gjorde What’s Your Pleasure? så mindeværdigt. Ware’s kærlighed til 70’ernes disco og funk er blevet til en vane, og det begynder at føles som en gentagelse af sig selv.

Et eksempel på dette er sangen “Ride”, der på overfladen lyder som en hyldest til westernmusikken, men i virkeligheden er en smart omskrivning af Ennio Morricones ikoniske tema fra Den Gode, Den Onde og Den Grusomme. Sangen er velproduceret og underholdende, men den føles mere som en gimmick end en ægte nyskabelse.

Et andet eksempel er “Don’t You Know Who I Am”, der med sin romantiske og transportable lyd minder om Donna Summer og Gloria Gaynors bedste øjeblikke. Sangen er en stærk påmindelse om Ware’s evne til at skabe følelsesladet musik, men den føles alligevel som en gentagelse af hendes tidligere arbejde.

Et glimt af det gamle magi

På trods af albummets begrænsninger er der alligevel øjeblikke, hvor Superbloom formår at fange den gamle magi. “16 Summers” er et af albummets mest mindeværdige spor. Sangen er en vemodig ballade tilegnet hendes børn og minder om en Broadway-nummer fra 1900-tallet. Ware’s ærlighed og følelsesmæssige engagement gør sangen rørende, især når man tager i betragtning, at flere af hendes venner og samarbejdspartnere er gået bort i løbet af det seneste år.

Ware’s musik har altid været en flugt fra hverdagens stress og bekymringer. Med Superbloom formår hun at skabe en lyd, der både er festlig og følelsesladet. Alligevel føles det som om, hun har taget sin formel for langt, og at albummet mangler den friskhed, der gjorde hendes tidligere arbejde så særligt.

"At søge glæde og trøst kan være en stor modgift mod sorg og tragedie, men at finde taknemmelighed i sit eget liv kan være lige så kraftfuldt."

Konklusion

Superbloom er ikke et dårligt album. Det er velproduceret, følelsesladet og dansabelt. Alligevel føles det som om, Jessie Ware har mistet noget af den magi, der gjorde hendes tidligere arbejde så mindeværdigt. Albummet er en påmindelse om, at selv de største kunstnere kan blive fanget i deres egne succesformler, og at det kræver mod at bryde ud af det.