Teateranmeldelse: 'The Balusters' rammer næsten alle diversitetsmål – men overser nogle grupper

David Lindsay-Abaire havde en udfordring, da han skulle skrive rollerne til sit nye skuespil ‘The Balusters’, som havde premiere tirsdag på MTC’s Samuel J. Friedman Theatre i New York. Med en rolleliste på ti personer repræsenteres tre racer, men visse etniske grupper og dele af LGBTQ+-fællesskabet mangler. I en eventuel fortsættelse kunne Lindsay-Abaire overveje at inkludere aseksuelle og medlemmer af Inuit-Yupik-Aleut-samfundet, tidligere og omstridt kendt som eskimoer.

Stykket foregår i et gentrificeret kvarter, hvor en sort kvinde (Anika Noni Rose) har købt et hus. Et stærkt boligselskab (HOA) præger området, og dets medlemmer spænder vidt: en asiatisk lesbisk (Jeena Yi), en sort homoseksuel mand (Carl Clemons-Hopkins), en jødisk kvinde (Margaret Colin), en latinamerikansk mand (Ricardo Chavira), en ikke-binær person (Kayli Carter) samt to ældre hvide personer (Marylouise Burke og Richard Thomas). En tredje hvid person (Michael Esper) har begrænset replikskifte, men når han taler, er det for at sige: ‘Min kone er jøde! Min søn er adopteret fra Etiopien! Min datter fra Colombia! Min bror er homoseksuel, og hans partner er fra Bhutan. Du skulle komme til mit hus til Thanksgiving – det er som FN der!’

Alan Kirby, som denne karakter hedder, kan tillade sig at udelade verdens største religion, fordi en anden karakter nævner muslimer – nemlig Kirbys partners elsker, som dog kun optræder bag scenen. Den sorte kvinde, der huser alle HOA-møderne i sit victorianske hus (med en overdådig scenografi af Derek McLane), har ansat en filippinsk hushjælp (Maria-Christina Oliveras).

‘The Balusters’ refererer ikke til en familie, men til de korte søjler, der udgør gelænderet på en veranda. En handicappet nabo har haft den frækhed at bruge en historisk forkert baluster i en nybygget, kørestolsvenlig rampe til sin hoveddør. Uanset race, køn, alder, etnicitet eller religiøs tilknytning stemmer de privilegerede beboere i HOA for at idømme hende en bøde. Lindsay-Abaire sørger for, at hvert eneste af de ti karakterer træder på en minefelt af følsomme emner i løbet af det 105 minutter lange enakts-stykke. Alle kommer til at fremstå som ufølsomme fjolser på et eller andet tidspunkt, om end nogle får mere scene tid end andre.

Kernen i ‘The Balusters’ er en konservativ humor, der udløser de største latterudbrud, når en karakter bliver gjort til grin for at være for politisk korrekt i sit sprogbrug. Lindsay-Abaire’s vittigheder med ‘de’ som kønsneutralt pronomen scorer højest hos det meget modne publikum på Manhattan Theatre Club. Interessant nok mangler Playbill-biografierne for stykket oplysninger om karakterernes pronomen.

Instruktør Kenny Leon formår at balancere humorens skævheder ved at give birollerne nok kant til at gøre ondt, uden at det går over stregen.