Titanium Court: Et surrealistisk strategispil, der udfordrer spillere på alle niveauer

Et spil for dem, der tør tænke uden for boksen

AP Thomson’s Titanium Court præsenterer sig selv som "et surrealistisk strategispil for klovne og kriminelle". Men sandheden er, at det ikke er et spil for alle – især ikke for spillere med angstproblemer. Mens match-3-spil typisk er kendt for at reducere stress, bryder Titanium Court radikalt med denne tradition.

To faser, der udfordrer spillere forskelligt

Spillets struktur består af to faser. Først matcher man landbrikker for at indsamle ressourcer og forme kortet. Derefter placerer man enheder til at kæmpe på dette kort. Den første fase kan minde om traditionelle match-3-spil, hvor man kan fordybe sig i opgaven. Den anden fase fungerer som et auto-battle-system, hvor man håber, at ens strategi holder. Selvom det ikke er decideret stressende, kræver det alligevel en vis tålmodighed.

Visuelt og auditivt design, der skiller sig ud

Titanium Court imponerer med sit stærke pixel art-design. Spillet holder sig til en begrænset farvepalette, hvilket giver det en unik og gennemført æstetik. Illustrationerne er ofte underfundige og mærkelige, men alligevel detaljerede nok til, at man kan følge med i kampene. Lydsporet er teknisk set ikke banebrydende, men det understøtter spillets stemning effektivt. Mange spillere ville normalt spille match-3-spil uden lyd, men her blev jeg flere gange nødt til at skrue op for volumen for at følge med i historiens udvikling.

En fortælling frem for gameplay

Mange strategispil kombinerer dyb gameplay med en stærk narrativ ramme. Titanium Court vender dette koncept på hovedet. Her er fortællingen i centrum, mens gameplayet udelukkende tjener som støtte for historien. Spilleren bliver nødt til at læse – og gerne meget. Man kan sagtens springe det meste af teksten over og kun spille puzzles, men så går man glip af det meste af spillets essens.

Det er svært at forklare, hvad Titanium Court egentlig handler om. Spillet er så surrealistisk, at det bogstaveligt talt lever op til betegnelsen. Hvor de fleste spil bruger ordet "surrealistisk" til at beskrive lidt skæve elementer, er Titanium Court noget helt andet. Her bliver spillere nødt til at opgive at finde logik i historiens forløb. Hver gang det føles, som om spillet præsenterer en meningsfuld pointe, hopper det pludselig væk og vender aldrig tilbage. Det er en bevidst designet tilgang, men det kan være frustrerende.

Interaktionerne i spillet er drømmelignende og løses på drømmelignende måder. Der er sproglege, dobbeltbetydninger og konklusioner, der virker meningsløse, men alligevel definitive. Ikke alt bliver dog løst på denne måde. Spillet gemmer ofte sine tråde til senere, og man kan sagtens afslutte et afsnit når som helst takket være hyppige autosave-funktioner. Alligevel kunne det være mere tydeligt, hvor man kan stoppe, da der altid er nye opgaver at tage fat på i næste segment.

En oplevelse, der kræver tålmodighed og åbent sind

Titanium Court er ikke et spil for dem, der søger traditionel underholdning. Det er et eksperimentelt værk, der udfordrer spillere på alle niveauer – både narrativt og gameplay-mæssigt. Hvis man er villig til at give slip på forventningen om logik og i stedet omfavne det surrealistiske, kan man blive belønnet med en unik og tankevækkende oplevelse. Men forvent ikke at forstå alt på én gang – eller overhovedet.