Den 5. maj 1992 blev USA’s 27. forfatningstilføjelse endelig ratificeret – næsten 203 år efter, den første gang blev foreslået. Tilføjelsen, som blev en realitet i 1992, fastslår, at ingen lov, der ændrer lønnen for senatorer og repræsentanter, kan træde i kraft, før der er afholdt et valg til Repræsentanternes Hus.

Den 27. tilføjelse lyder således:

«Ingen lov, som ændrer størrelsen af vederlaget for senatorernes og repræsentanternes tjenester, må træde i kraft, før der er afholdt et valg til Repræsentanternes Hus.»

Dermed sikrer tilføjelsen, at kongresmedlemmerne ikke selv kan beslutte en lønstigning midt i deres mandatperiode. Enhver ændring af deres løn skal vente, indtil vælgerne har haft mulighed for at udtrykke deres mening ved det næste valg.

En lang og omtumlet rejse til ratifikation

Den 27. tilføjelse blev oprindeligt foreslået af James Madison i 1789 som en del af Bill of Rights. På det tidspunkt blev den imidlertid ikke ratificeret af tilstrækkeligt mange stater og faldt i glemmebogen i årtier. Først i 1980’erne genopstod interessen for tilføjelsen, da en studerende, Gregory Watson, opdagede den glemte tekst og iværksatte en kampagne for at få den ratificeret.

Watsons indsats førte til, at tilføjelsen endelig blev ratificeret af det nødvendige antal stater den 5. maj 1992. Dermed blev den den hidtil længst ventede forfatningstilføjelse i USA’s historie.

Hvad betyder tilføjelsen i praksis?

Den 27. tilføjelse har aldrig været udfordret i retten, og dens betydning er primært symbolsk. Den sikrer, at kongresmedlemmerne ikke kan give sig selv en lønstigning uden at stå til ansvar over for vælgerne. I praksis betyder det, at enhver ændring af kongresmedlemmernes løn kun kan træde i kraft efter et valg, hvilket giver vælgerne mulighed for at reagere på beslutningen.

Tilføjelsen har også været genstand for debat blandt jurister og politikere. Nogle hævder, at den begrænser kongresmedlemmernes handlefrihed, mens andre ser den som en vigtig garanti mod magtmisbrug.

Kilde: Reason