Da jeg opgav at efterligne mænds magtbegreb

Spørgsmålet "Hvem er dine fjender?" blev stillet mig igen og igen gennem hele min karriere. Og hver gang stod jeg tom. Ingen fjender. Når jeg ikke kunne præsentere en imponerende liste over fjender, var reaktionen altid den samme: Hvordan kan du påstå at være kompetent, hvis du ikke har skabt dig magtfulde fjender?

Jeg begyndte at forstå, at dette fjendebegreb var forankret i en typisk mandelig opfattelse af magt. Mænd ser ofte magt og sejr således: For at jeg kan vinde, skal du tabe. Rådet om at blive så magtfuld, at man har fjender, var i virkeligheden en opfordring til at udvikle sig til en aggressiv mobber for at fremme sin karriere.

Men her var fangsten: Jeg blev mobbet som barn. Det var frygteligt. Allerede dengang besluttede jeg mig for aldrig at vælge at ligne de mobbere, der havde såret mig. Og hvis det ikke var godt for min karriere, så var det sådan set. Jeg ville finde en anden vej.

Jeg spekulerede ofte på, om jeg begrænsede min karriere ved at være for venlig. Om jeg burde føle mig magtfuld? Skulle jeg opføre mig magtfuld, selvom jeg ikke følte mig det? Var jeg en dårlig leder, fordi jeg ikke følte mig magtfuld? Selv i mine største roller, hvor jeg havde reel magt – tusindvis af medarbejdere under mig, millioner af dollars at forvalte og milliarder i omsætning at sikre – følte jeg mig aldrig personligt magtfuld. Tværtimod. Jeg følte mig overvældet af ansvaret.

Da magtbegrebet blev klart

En dag blev det tydeligt for mig, hvad jeg skulle gøre ved denne forestilling om at opføre sig magtfuld som mændene. Jeg var på et kundemøde på Long Island. I et lille mødelokale sad en teknologidirektør, en dominerende type, og en af hans medarbejdere, som jeg kalder Seth.

Direktøren sagde: "Problemet er, at Seth begår dumme fejl. Han er ikke god til sit job. Ingen lytter til ham. Han ødelægger alt." Seth så lille og ydmyg ud. Jeg krympede mig og følte med ham. Jeg vidste, hvordan det føltes at blive mobbet. "Lille Patty", der selv havde været udsat for mobning, kunne mærke sine gamle usikkerheder og frygt blusse op, mens hun så direktøren ydmyge Seth.

Jeg havde tidligere arbejdet med Seth og vidste, at han vidste hundrede gange mere end denne direktør. Problemet var ikke Seth. Direktøren var en mobber. Men så skete der noget underligt og ubehageligt, da direktøren fulgte mig ud og vi løb ind i hans chef i lobbyen: Pludselig blev mobberen til en ydmyg underdanig medarbejder over for sin chef. Jeg var chokeret. Han havde brug for at ydmyge Seth for at føle sig magtfuld, men han turde ikke udvise magt over for sin egen chef.

En ny indsigt

Denne oplevelse fik mig til at indse, at magt ikke handler om at dominere andre, men om at skabe respekt gennem kompetence og empati. Jeg besluttede mig for at fortsætte med at lede på mine egne præmisser – uden at efterligne en destruktiv magtudøvelse. Det var ikke altid let, men det var det rigtige.

I dag ved jeg, at ægte lederskab ikke kommer af at have fjender, men af at inspirere og støtte dem omkring mig. Og det er en magt, der varer ved.