Demokratiske kandidater må have et svar på dette spørgsmål

I sommeren 2024 stod det klart, at vicepræsident Kamala Harris forsøgte at distancere sig fra tidligere fremsatte politiske forslag. Mange på venstrefløjen var oprørte, men reaktionen var forudsigelig. Demokratiske præsidentkandidater har ofte tonet ned radikale forslag for at vinde midtervælgerne. Men spørgsmålet er: Hvad er egentlig pointen med politiske forslag, når de alligevel ikke kan gennemføres?

Problemet er ikke, at Harris og hendes partifæller ikke har forslag. Problemet er, at de ikke kan gennemføre dem. Højesterets formand John Roberts og fire af hans konservative kolleger har effektivt fået veto over enhver lov eller præsidentiel ordre, de ikke bakker op om. De har desuden sat sig for at svække demokratiske vælgeres indflydelse ved at begrænse stemmerettigheder og ændre valgprocesser.

En eksistentiel krise for demokratiet

Dette er en eksistentiel trussel mod det demokratiske partis evne til at styre. Hver eneste demokratisk kandidat til føderale embeder må nu forklare, hvordan de vil tackle denne udfordring. Hvordan vil de reformere højesteret? Fordi den nuværende sammensætning ikke kan fortsætte.

John Roberts forsøger at bagatellisere kritikken. Denne uge udtalte han, at offentlighedens negative opfattelse af domstolen er overdrevet. »Jeg tror, de ser os som politiske aktører, hvilket jeg ikke mener er en korrekt forståelse af, hvad vi gør,« sagde han. Men som The New Republic påpeger, ville en højesteret fyldt med åbenlyse partipolitikere ikke have handlet anderledes end den nuværende domstol, der systematisk underminerer det republikanske partis konkurrenceevne.

Højesteretens strategi: At lamme demokratiet

Roberts-domstolen har allerede svækket det demokratiske partis indflydelse på flere måder. I 2024 afskaffede den Chevron deference-doktrinen, som gav den udøvende magt mulighed for at fortolke og gennemføre love frit. Nu kan højesteret blokere enhver regeringshandling, der ikke passer ind i dens konservative dagsorden. Dette rammer især demokratiske partier, der traditionelt bruger staten til at gennemføre politik, ikke til at ødelægge den.

Men det stopper ikke her. Domstolen har også taget »major questions«-doktrinen til sig – en relativt ny opfindelse, der giver højesteret mulighed for at blokere enhver lov, den ikke bryder sig om, under påskud af, at den er for vigtig til at blive overladt til folkevalgte. Denne strategi sikrer, at konservative dommere kan blokere enhver progressiv lovgivning, uanset hvor bred støtte den måtte have blandt vælgerne.

»Højesteretens nuværende sammensætning udgør en direkte trussel mod demokratiet. Demokratiske kandidater må have en klar plan for at reformere eller udskifte domstolen, ellers risikerer de at miste kontrollen over landet for altid.«

Hvad skal demokratiske kandidater gøre?

Svaret er simpelt: Demokratiske kandidater må stille sig op mod Roberts-domstolen og forklare, hvordan de vil genoprette balance i magtfordelingen. Det kan ske gennem:

• Øget fokus på højesteretsreform: Ændringer i domstolens størrelse, mandatperioder eller aldersgrænser for dommere.
• Konstitutionelle ændringer: Forslag til at begrænse højesterets magt til at blokere love baseret på politiske overvejelser.
• Politisk mobilisering: At gøre højesteretsreform til en central del af valgkampen for at sikre mandat fra vælgerne.

Uden en klar strategi risikerer demokratiet at blive permanent låst fast i en konservativ magtstruktur, hvor folkevalgte ikke længere kan gennemføre lovgivning, der afspejler vælgernes ønsker. Det er ikke længere et spørgsmål om politik – det er et spørgsmål om overlevelse.