Hvad mister vi, når vi udsletter det grimme?

Samfundet er i et skævt forhold til det grimme. I takt med at looksmaxxere – en online subkultur, hvor mænd blandt andet slår sig selv i ansigtet med hammer for at opnå en stærkere kæbelinje eller bruger stoffer for at opnå en slankere krop – fylder medierne, bliver spørgsmålet om udseende mere presserende end nogensinde.

Deres motivation er enkel: I vores kultur lever livet lettere for dem, der anses for smukke. Derfor forsøger de at manipulere med naturen, uanset omkostningerne. Beregningen er både forståelig og skræmmende – og netop derfor er det tankevækkende, at to nye memoirer nu vender blikket væk fra det skønne og ind mod det grimme.

To kvinder, der kalder sig grimme – og mener det

Journalisten Stephanie Fairyington indleder sin bog Ugly (udkommer i maj) med ordene: »Jeg er en grim kvinde.« Poeten og kunstneren Moshtari Hilal skriver i Ugliness (udgivet sidste år): »Da jeg var fjorten, fik jeg at vide fjorten gange, at jeg var grim.«

Begge forfattere udforsker det samme grundlæggende spørgsmål som looksmaxxerne: Livet er lettere, når man er smuk, og jeg er ikke født med et udseende, der bliver betragtet som attraktivt. Men hvor looksmaxxerne griber til vold og stoffer for at ændre sig, har Hilal og Fairyington valgt at undersøge kulturen omkring skønhed og grimhed i stedet.

Er grimhed en objektiv sandhed eller en konstruktion?

I deres bøger stiller forfatterne skarpt på, hvordan vi definerer grimhed. Er det et resultat af vores egne usikkerheder, eller er der en objektiv sandhed bag? Og kan vi overhovedet tale om en objektiv sandhed, når det kommer til menneskers udseende?

De undersøger også, hvordan racismen og misogynien har formet vores fælles opfattelse af, hvad der er smukt og grimt. Fairyington og Hilal stiller spørgsmålet: Er der en værdi i at kalde sig grim og beslutte sig for ikke at bekymre sig om andres meninger? Eller er det blot en form for selvhad?

»Jeg kan ikke forlige mig med grimheden gennem æstetik og digte alene,«
skriver Hilal og tilføjer: »Det føles for sårbart at indrømme, at vores skønhed – eller mangel på samme – former vores liv.«

Fairrington pointerer, at grimhedsbegrebet bærer på en ondskabsfuldhed, som er svær at neutralisere. At forsøge at gøre begrebet til sit eget kan derfor nemt blive til en form for selvforagt. Det indrømmer hun også selv: Hun føler sig nødt til at forsvare forfatterne, når hun ser billeder af dem og tænker: »Slet ikke grim!«

Men Fairyington afviser netop den slags komplimenter. Hun påpeger, at de blot er et udtryk for, hvordan samfundet forsøger at nedtone hendes oplevelse af at være grim.

Kan vi frigøre os fra skønhedsidealerne?

Begge bøger udfordrer læseren til at reflektere over, hvordan vi som samfund definerer skønhed og grimhed. Er det muligt at frigøre sig fra disse idealer, eller ender vi blot med at reproducere dem, når vi forsøger at gøre det modsatte?

Fairrington og Hilal viser, at spørgsmålet om udseende ikke kun handler om individet, men også om de strukturer, der definerer, hvad der er smukt og grimt. Deres bøger er derfor ikke blot personlige beretninger, men også en kritik af de magtforhold, der ligger bag vores opfattelse af skønhed.

Hvad taber vi, når vi fjerner det grimme?

Når vi forsøger at udslette det grimme fra vores bevidsthed, mister vi også en del af vores menneskelighed. Grimhed kan være en påmindelse om, at vi ikke alle er skabt til at passe ind i de smalle rammer for skønhed, som samfundet dikterer. Det kan være en kilde til empati og forståelse for dem, der ikke lever op til idealerne.

Fairrington og Hilal minder os om, at det at kalde sig grim ikke nødvendigvis er en form for selvhad, men kan være en form for oprør. En måde at sige: »Jeg nægter at lade mig definere af andres standarder.«