Skal Højesteret vise mere respekt for Kongressen?

En historisk debat om dømmeres rolle

I 1893 udgav Harvard-juristen James Bradley Thayer en af de mest indflydelsesrige juridiske artikler i amerikansk historie. I »The Origin and Scope of the American Doctraine of Constitutional Law« argumenterede han for princippet om judicial deference – at domstolene bør udvise stor tilbageholdenhed over for lovgivningsmagten.

Ifølge Thayer burde Højesteret kun tilsidesætte en lov vedtaget af Kongressen, hvis overtrædelsen af forfatningen var så åbenbar, at der ikke kunne være nogen rimelig tvivl. »Kun når lovgiverne ikke blot har begået en fejl, men en så klar en, at den ikke kan stilles spørgsmålstegn ved,« skrev han.

Thayers tilgang ville i praksis have betydet, at domstolene i vid udstrækning ville afholde sig fra at prøve loves forfatningsmæssighed. Han mente, at dommere burde vise stor respekt for lovgiveres praktiske skøn. Denne holdning fik stor indflydelse på fremtrædende jurister som Oliver Wendell Holmes og Louis Brandeis, og senere på Felix Frankfurter, der i 1963 erklærede: »Begge [Holmes og Brandeis] påvirkede min forfatningsmæssige synsvinkel. Men begge havde de deres udgangspunkt i James Bradley Thayers tanker.«

Nyt forslag om supermajoritet i Højesteret

Thayers idéer lever videre den dag i dag. For nylig blev de genoplivet i et forslag fra Jesse Wegman ved Brennan Center for Justice. Han foreslår, at Højesteret kun må erklære en lov forfatningsstridig med en supermajoritet på mindst syv ud af ni dommere.

Ifølge Wegman er formålet ikke at forhindre Højesteret i at afgøre forfatningsspørgsmål, men at tvinge dommerne til at arbejde hårdere, når de skal tilsidesætte en lov vedtaget af folkevalgte repræsentanter. »Kravet om supermajoritet sikrer, at domstolen kun griber ind, når der er en klar og overbevisende grund,« skriver han.

Thayer ville have været tilfreds med et sådant system. Men spørgsmålet er, om dagens progressive og liberale fortalere egentlig ønsker en så stærkt begrænset dømmende magt?

Modsætninger i den nuværende debat

Forslaget om supermajoritet kommer på et tidspunkt, hvor Højesteret har en klar politisk sammensætning: seks konservative og tre liberale dommere. Men det har ikke altid været tilfældet. Da Højesteret i 2013 erklærede et centralt element i Defense of Marriage Act forfatningsstridigt i sagen United States v. Windsor, var afgørelsen en 5–4-sejr for de liberale – uden krav om supermajoritet.

Denne modsætning rejser et vigtigt spørgsmål: Skal dømmende magt have mere eller mindre indflydelse på lovgivningen? Thayers tilgang favoriserer lovgivningsmagten, mens moderne liberale lejlighedsvis har støttet stærkere dømmende indgriben – som i sagen om ægteskabslighed.

Hvad betyder dette for magtbalancen?

Et supermajoritetskrav ville styrke Kongressens position over for Højesteret. Men det ville også betyde, at mindre åbenlyse forfatningsbrud kunne slippe igennem, fordi dommerne ikke ville have tilstrækkelig støtte til at tilsidesætte dem.

Spørgsmålet er, om dette er en udvikling, som liberale og progressive ønsker. Eller om de foretrækker en mere aktiv dømmende magt, når det passer deres politiske dagsorden.

Konklusion: En balancegang mellem magt og ansvar

Debatten om Højesterets rolle er ikke ny, men den bliver stadig mere relevant. Thayers principper om tilbageholdenhed lever videre, men de møder også modstand fra dem, der ønsker en mere aktiv dømmende magt.

Uanset hvilken side man står på, er ét sikkert: Et supermajoritetskrav ville ændre magtbalancen mellem dømmende og lovgivende magt – og det ville få vidtrækkende konsekvenser for amerikansk demokrati.