Stillehavet fungerer som en kæmpe klimamaskine, hvis varmeenergi påvirker storme, fiskerier og nedbørsmønstre over store dele af kloden. Nu overvåger forskere nøje, om oceanet er på vej mod en kraftig El Niño – den varme fase af en naturlig hav- og atmosfærecyklus, der kan forstærke disse effekter.
I en verden, der allerede er overophedet af drivhusgasser, kan en stærk El Niño i de kommende 12 til 18 måneder permanent skubbe den globale gennemsnitstemperatur forbi den kritiske grænse på 1,5 grader celsius. Det er et vendepunkt, hvor klimaforandringerne kan blive irreversible med alvorlige konsekvenser for mennesker og økosystemer.
Forskere har for nylig påvist, at kraftige El Niño-hændelser kan udløse såkaldte klimaregimeskift – pludselige og varige ændringer i varme-, nedbørs- og tørkeforhold. El Niño fungerer som planetens største naturlige ventil for havvarme. Når havstrømme og vinde skifter periodisk, frigives store mængder varme fra det vestlige Stillehav mod øst og nordpå.
Det vestlige Stillehav, mellem Australien og Indonesien, rummer de varmeste havområder på Jorden. Her opvarmes et område fire gange så stort som USA. Når denne varme spredes over det ækvatoriale Stillehav, frigives den i pulser, der forstyrrer vejrmønstre, ændrer højdedrevne vinde, hæver de globale temperaturer, blegner koraller og forstyrrer fiskerier og havøkosystemer.
Effekterne rammer også landene. Nogle regioner oplever voldsomme regnskyl og oversvømmelser, mens andre lider under ekstrem varme, tørke og skovbrande. I 2015 bidrog varmen fra Stillehavet til, at den globale gennemsnitstemperatur permanent oversteg 1 grad over det førindustrielle niveau. Og i 2024 blev 2023 erklæret det varmeste år nogensinde – med hjælp fra endnu en El Niño.
Ifølge klimaforsker James Hansen kan endda en moderat stærk El Niño i de næste 12-18 måneder drive den globale gennemsnitstemperatur op på omkring 1,7 grader over det førindustrielle niveau. Han tvivler på, at verden vil vende tilbage til under 1,5 grader, når El Niño er overstået.
At overskride 1,5-gradersgrænsen er ikke som at falde ud over en klimaklip. Men det er det punkt, hvor kanten begynder at smuldre – med hurtige forandringer i stabile systemer som skove, vandressourcer, nedbør og temperaturer, der har opretholdt mennesker og økosystemer i tusinder af år.
Selv under 1,5 grader oplever Californien eksempelvis, at reservoirer nogle år ikke fyldes, mens andre år oplever ekstrem nedbør. Koralrev fra Australien til Caribien er allerede blegede, og økosystemerne lider under de stigende temperaturer.