Chevrolet Electrovair II: General Motors' revolutionære elbil fra 1966

En tidlig pioner inden for elbiler

I 1966 var benzin billig og rigeligt tilgængeligt i USA, hvor en gallon kostede omkring 30 cent – svarende til ca. 3,10 dollar i dagens penge. Muskelbilerne dominerede gadebilledet, og motorstyrken steg hastigt. På trods af dette valgte General Motors at præsentere en banebrydende prototype: Chevrolet Electrovair II, en ombygget fire-dørs hardtop-version af Corvair, drevet udelukkende af elektricitet.

Electrovair II var aldrig tiltænkt masseproduktion. I stedet fungerede den som et mobilt laboratorium, hvor GM kunne teste potentialet i elbiler til almindelige forbrugere. Selvom idéen på daværende tidspunkt virkede usædvanlig, viste bilen sig at være en teknologisk milepæl, der på mange måder forudså udviklingen af moderne elbiler.

En arv af innovation

Navnet Electrovair afslører, at dette ikke var GMs første forsøg med elektrisk kørsel. Allerede i 1964 lancerede virksomheden den første version, og i 1966 fulgte Electrovan – et samarbejde med Union Carbide – som introducerede brændselscelle-teknologi. Disse eksperimenter var blot begyndelsen på en lang række forsøg med alternative drivmidler, der senere førte til udviklingen af den legendariske EV1 i 1996-99 – den første masseproducerede elbil fra en stor bilproducent.

Teknologiske gennembrud i 1966

Electrovair II var ikke blot en curiosity, men en teknisk bedrift for sin tid. Bilen kunne nå hastigheder på motorvejen og havde en rækkevidde på 40-70 km – en præstation, der var bemærkelsesværdig, når man tænker på datidens teknologi. Til sammenligning havde den første generation af Nissan Leaf fra 2011, der blev den første masseproducerede elbil, en EPA-estimeret rækkevidde på 73 km – næsten identisk med Electrovair IIs potentiale.

For at opnå disse resultater valgte GM at bygge om en Corvair, fordi den var den letteste model i deres portefølje. Ingeniørerne installerede sølv-zink-batterier, en teknologi, der normalt blev brugt i rumfart. Disse batterier var lettere end de traditionelle bly-syre-batterier, havde høj effekt og bedre energilagring. Til gengæld havde de en kort levetid – batterierne kunne kun oplades omkring 100 gange – og var ekstremt dyre. I 1966 kostede batteripakken omkring 160.000 dollar i nutidens penge.

I alt blev der installeret 286 battericeller, som fyldte næsten hele forruden af Corvair’en. En 115-hestekræfters elmotor fra GMs Delco Products Division blev placeret i motorrummet bagtil. Batterierne tilførte bilen 680 kg ekstra vægt, men ifølge ingeniørerne ville bly-syre-batterier have tilføjet hele 2.600 kg – næsten vægten af en hel Corvair. Den samlede energikapacitet var på 26,4 kWh, hvilket i dag ville være utilstrækkeligt til moderne elbiler, men på daværende tidspunkt var det en imponerende bedrift.

Et eksperiment, der ændrede fremtiden

Selvom Electrovair II aldrig blev en kommerciel succes, spillede den en afgørende rolle i udviklingen af elbiler. Den beviste, at elektrisk kørsel var teknisk muligt og banede vejen for senere generationer af elbiler. I dag, hvor elbiler er blevet mainstream, minder Electrovair II os om, at innovation ofte starter med modige eksperimenter – selv når omgivelserne ikke umiddelbart synes klar til forandring.

"Electrovair II var ikke blot en prototype; det var et statement om, at fremtiden kunne formes, selv når konventionel visdom sagde noget andet."