Efter måneder med jobsøgning skiftede jeg strategi. TikTok og Instagram blev skåret ned til et minimum, mens LinkedIn blev min primære platform – ikke længere for underholdning, men for at finde muligheder, der kunne føre til et job. For to uger siden besluttede jeg mig for at tage en pause fra søgningen og prøvede i stedet Threads for at finde noget lettere. Det lykkedes ikke.

I stedet stødte jeg på et opslag, der var blevet delt i tusindvis af gange – og af de forkerte årsager. Stillingsopslaget søgte en fuldtids kreativ strateg til en detailvirksomhed inden for babyprodukter baseret i Charlotte. Rollen krævede ekspertise inden for indhold, branding og sociale medier, og opslaget lød direkte og krævende: "Du skal være skarp, hurtig og forstå, hvad der får folk til at stoppe med at scrolle og købe."

Men det var lønnen, der slog benene væk under enhver entusiasme. 55.000 amerikanske dollar for en mellem- til senior stilling inden for marketing? Det er ikke bare lavt – det er et tegn på, hvor desperat arbejdsmarkedet er blevet.

Opslaget blev hurtigt delt og kritiseret på sociale medier. Nogle beskyldte den kvindelige opslagsstiller, der tilfældigvis var sort, for at udnytte arbejdssøgende. Andre hævdede, at lønnen var rimelig for visse regioner. En tidligere kollega foreslog, at stillingen i stedet burde omdannes til en deltids- eller konsulentrolle. Og så var der selvfølgelig de mange jokes og parodier, der flød ind. En af de mest populære var: "Hej Kongres, her er en stilling som kreativ strateg ledig, siden I åbenbart ikke vil gøre jeres nuværende arbejde."

Det var frustrerende at se en sort kvinde blive angrebet, mens store virksomheder samtidig tilbyder lønninger, der er endnu lavere end det annoncerede beløb. Men hun stod fast. Hun forsvarede sin beslutning og hævdede, at hun selv havde tjent det samme beløb efter sin kandidatgrad og at mange ville tage imod tilbuddet med fordele og muligheder for vækst. Hendes indbakke var allerede fyldt, og hun opfordrede kritikere til at fortsætte med at scrolle.

Da jeg havde lagt telefonen fra mig, begyndte jeg at reflektere. Det er mere end seks måneder siden, jeg havde et fuldtidsjob. Skulle jeg begynde at le mindre og i stedet overveje at sende min ansøgning til denne virksomhedsejer? Er det tid til at acceptere jobs, der betaler mindre end halvdelen af, hvad jeg tidligere tjente? Er det her, min jobsøgning er kommet til?

For et år siden ville jeg aldrig have overvejet en sådan stilling. Jeg ville have rystet på hovedet, måske sendt opslaget til en vennegruppe og fortsat med min søgning. Men mellem uge otte og uge tyve af jobsøgningen bliver grænserne mere uklare. Især når regningerne hober sig op, og køleskabet bliver mere tomt. Det er ikke altid en bevidst beslutning. Man sætter sig ikke ned og beslutter at sænke sine krav. Det sker gradvist, uden at man rigtig opdager det.