Højesteret underminerer demokratiet med ny afgørelse om valgkredse

Den amerikanske Højesterets republikanske flertal har for nylig ophævet en central del af Voting Rights Act fra 1982, som krævede, at visse stater skulle tegne mindst et vist antal valgkredse med flertal af sorte eller latinamerikanske vælgere. Dommen betyder, at flere stater nu kan tegne valgkredse, der favoriserer republikanerne, uden juridiske konsekvenser.

Allerede nu reagerer flere stater med at udskyde valg eller indkalde til ekstraordinære sessioner for at tegne nye, mere republikansk dominerede valgkredse. I Louisiana er præsidentvalget blevet udskudt, indtil nye kort kan tegnes. Mississippi overvejer at følge trop, mens Tennessee og Alabama sandsynligvis vil tegne mere republikansk prægede valgkredse inden mellemvalget i november.

Nøglepunkter:

• USA har aldrig haft stærke beskyttelser mod valgkredsmanipulation, hvilket har tilladt velhavende donorer at forme politikken i årtier.
• Problemet med valgkredsmanipulation og kampagnefinansiering er blevet værre siden Højesteret erklærede, at de ikke ville gribe ind over for nogen af delene.
• Højesteret gav samtidig præsident Trump klarsignal til at retsforfølge politiske modstandere.

Venstreorienterede grupper forbereder sig allerede på at modvirke de republikanske valgkredse med tilsvarende demokratiske manipulationer. Fair Fight Action, en organisation grundlagt af den tidligere demokratiske guvernørkandidat Stacey Abrams, har en plan om at vinde 10 nye kongresdistrikter for Demokraterne og potentielt manipulere op til 22 yderligere distrikter, hvis partiet får flertal i flere delstatsforsamlinger.

Den seneste runde af valgkredsmanipulation bygger videre på tidligere års stridigheder i stater som Texas, Californien, Virginia og Florida – og Højesteret bærer hovedansvaret for disse udviklinger. I sagen Rucho v. Common Cause (2019) fastslog den republikanske flertal, at føderale domstole aldrig kan gribe ind over for partisk valgkredsmanipulation. Dermed behøver lovgivere ikke længere bekymre sig om, hvorvidt deres valgkredse er konstitutionelle eller ej.

Før Rucho havde USA heller ikke stærke garantier mod valgkredsmanipulation. I sagen Davis v. Bandemer (1986) fastslog Højesteret, at en tilstrækkeligt partisk valgkreds kunne være forfatningsstridig, men de ophævede ikke de pågældende indianamaps. I Vieth v. Jubelirer (2004) blev et republikansk tegnet kongreskort i Pennsylvania opretholdt, selvom en flertal af dommerne advarede om, at de kunne gribe ind i en fremtidig sag.

I mere end tre årtier opretholdt Højesteret således en form for strategisk tvetydighed: De ophævede aldrig et valgkort tegnet for at give en politisk fordel til ét parti, men de efterlod muligheden for at gribe ind over for ekstreme tilfælde. Denne tvetydighed havde betydning. Før Rucho tegnede delstatslovgivere mange manipulerede valgkredse, men typisk kun hvert tiende år – som krævet af forfatningen efter en ny folketælling. Selv når lovgivere tegnede partiske kort, var de ikke altid lige aggressive i at presse fordelene til det yderste.