Orkanen Helene knuste liv og afvænningsstøttesystemer for stofmisbrugere

Et liv i opbrud

Da orkanen Helene i september 2024 hamrede ind over bjergene i det vestlige North Carolina, løb Devon fra den ene side af huset til den anden i mørket. Træerne knækkede som tændstikker, og vinden hylede gennem de stejle skråninger i Asheville. Pine træer faldt som dominobrikker – 20 i alt. Fem af dem rev delvis taget og en veranda med sig. Bækken bag huset stod hurtigt over sine bredder, og alt, hvad der kom i vejen, blev skyllet væk.

Inde i huset gemte Devons kone og deres femårige datter sig i et skab og græd, mens huset rystede. Devon råbte for at overdøve stormen, mens han forsøgte at forudse, hvad der ville falde næste gang. Han stod midt i kaosset, men tankerne fløj tilbage til krigen i Irak – til de minder, han havde kæmpet for at lægge bag sig.

"For mig var det som at befinde sig i en krigssituation," fortæller han. Devon, der tidligere havde tjent i Irak og siden flyttet til North Carolina i 2019, ønsker kun at blive omtalt med sit fornavn. Anonymitet er altafgørende i 12-trins programmer.

Den 41-årige veteran kom hjem fra Mellemøsten i 2006 med PTSD og en traumatisk hjerneskade. Smerten drev ham til at dulme følelserne med stoffer – først piller, derefter heroin og til sidst en kombination af heroin og kokain.

"Jeg var så fysisk afhængig. Abstinenserne var uudholdelige. Jeg kunne ikke forestille mig et liv uden stoffer," siger han.

En langsom vej tilbage

I Asheville begyndte Devon langsomt at genopbygge sit liv. Han tilsluttede sig Narcotics Anonymous, deltog regelmæssigt i møder og begyndte at bearbejde traumerne i terapi. Sammen med sin kone, som havde flyttet med ham til byen, fik de en datter i 2020. Livet i det lille hus omgivet af skov føltes stabilt – indtil stormen kom.

Stormen ødelagde det afgørende fundament

Orkanen Helene knuste ikke blot hjem og ejendele. Den rev også fundamentet væk under de støtte-systemer, som mennesker i afvænning som Devon er afhængige af for at holde sig stabile. 12-trins møder, behandlingsforløb, transportmuligheder og sociale netværk – alt blev sat ud af spil.

Når disse strukturer bryder sammen, stiger risikoen for tilbagefald og overdosis markant. Kristina Brant, sociolog ved Penn State University, har i årevis undersøgt, hvordan oversvømmelser påvirker samfund på lang sigt. Hendes forskning viser, at "der er en stigning i overdødsfald, der varer op til et årti efter en oversvømmelse."

"Sorg og traumer kan hænge ved i årevis. Det er udløsere, der kan ødelægge et helbredelsesforløb," forklarer hun.

Faren er særlig stor i Appalachia, et bjergområde, der strækker sig gennem 13 stater fra New York til Mississippi. Regionen har i årevis været hårdt ramt af en narkotikakrise, og overdødsfaldene er fortsat høje trods et fald i nationale tal.

En region i krise

Appalachia har længe været præget af fattigdom, begrænset adgang til sundhedsydelser og en langvarig misbrugskrise. Kombinationen af naturlige katastrofer og eksisterende sociale problemer skaber en farlig cocktail for mennesker i afvænning.

For Devon betød orkanen tabet af sit hjem og en tilbagevenden til de mørke minder fra krigen. Men det var ikke kun det fysiske tab, der gjorde ondt. Det var også frygten for, at han ville miste det, der havde reddet ham: hans ædruelighed og det netværk, der havde holdt ham oppe.

"Jeg havde kæmpet så hårdt for at komme videre. Og så kom stormen og rev det hele væk. Jeg stod tilbage med ingenting – og frygten for at falde tilbage i gamle mønstre," siger Devon.

Hvad kommer der nu?

Eksperter advarer om, at katastrofer som Helene ikke blot ødelægger fysiske strukturer, men også de usynlige systemer, der holder mennesker i afvænning på rette kurs. Uden adgang til møder, terapi og støttegrupper stiger risikoen for tilbagefald betydeligt.

For Devon og andre i lignende situationer handler det nu om at genopbygge – ikke blot huset, men også det netværk og den struktur, der kan holde dem stabile. Det er en kamp, der kræver både personlig styrke og samfundets støtte.