Amerikas skove oversprøjtet med Roundup: Hvad skjuler de sig bag de døde træer?

I det fjerne nordøstlige Californien, blot ti kilometer uden for den lille by Chester – kendt for sit savværk – og en halv times kørsel fra den gamle jagtcabane, jeg købte og istandsatte for et årti siden, kører jeg min slidte Toyota Tacoma ad en ujævn grusvej. Målet er grænsen mellem Lassen National Forest og private skovområder. Min hund Lilly sidder ved siden af mig. Vi havde været på dette præcis samme sted syv år tidligere. Lilly, en skarpøjet border collie, havde hoppet ud af bilen og jagtet en kanin gennem en eng med knæhøjt græs. Da hun vendte tilbage, var hun dækket af mudder og burre. Landskabet var som taget ud af en L.L.Bean-katalog: en blomsterpragtende eng, summende af liv. Douglasgraner, røgelseceder og nogle af verdens højeste sukkere nåletræer dannede skygge for beskyttede arter som grå ulve, stribet skovmår og nordlige høge. Den sjældne sierra nevada ræv, et af Californiens mest truede pattedyr, var kendt for at færdes i området blandt det store netværk af private og offentlige landområder. Her kommer jeg for at slappe af, samle vilde svampe og slippe for stress. Men i dag stirrer jeg ud over en gold, solbleget slette, der strækker sig over den tidligere eng og op ad de afskallede bjergsider så langt øjet rækker. Ingen fugle. Ingen dyr. Ingen insekter. Ingen store træer. Kun nogle livløse bunker af vulkansk sten, en påmindelse om den stadig aktive Lassen Peak i nærheden. Det er uhyggeligt stille – øde.

Dixie-brændet i juli 2021 ødelagde næsten en million acres her. Tre år senere hærgedes yderligere 430.000 acres af Park-brændet i nærheden. Men brændene er ikke direkte årsag til det, jeg ser i dag. Mennesker er.

Kun få minutter længere nede ad vejen er naturen begyndt at genopstå. Her så jeg livlige grønne bjergmispelbuske, kaninbusk og lilla farvede bull-thistler. Energiske bier summede fra blomst til blomst. De høje træer var væk, men nye skud spirte overalt – ceder, nåletræer, graner og mere – spredt tilfældigt blandt den grønne vegetation, allerede en halv til en fod høj. En sådan frodig genopblomstring er ikke at se på det private skovområde foran mig. Ingen bier, ingen blomster – det er en næsten død zone, hvor det eneste liv består af række efter række af manuelt plantede, tætstillede nåletræsspirer, alle under en fod høje.

Årsagen er, at de fleste ikke aner det, men skovbrugsvirksomheder og US Forest Service har i årevis sprøjtet enorme mængder herbicider i Californien – og resten af landet – herunder i brændte og udtyndede skove. Og ikke bare nogen herbicider, men glyphosat, et kraftigt og omdiskuteret ukrudtsmiddel, bedst kendt under varemærket Roundup. Dette tidligere idylliske landskab, der dækker titusinder af acres, er blandt de mest sprøjtede skovområder i Californien. Den berømte vandrerute Pacific Crest Trail – kendt fra Hollywood-filmen Wild med Reese Witherspoon – løber lige igennem området. Alligevel er det fortsat en månelandskab næsten fem år efter Dixie-brændet, takket være alle kemikalierne.

Jeg holder Lilly i bilen. Brandområder behandlet med glyphosat mangler tegn på liv, selv år efter indgrebet. Hvorfor sprøjter man egentlig ukrudtsmiddel i skove, der netop har været udsat for brand? Og hvem tager ansvaret for de langsigtede konsekvenser for miljøet og biodiversiteten?

Hvorfor sprøjtes der med glyphosat i amerikanske skove?

Ifølge amerikanske myndigheder anvendes glyphosat primært til at kontrollere ukrudt og konkurrerende vegetation, der kan hindre genopvæksten af ønskede træarter. Skovbrugsvirksomheder og myndigheder hævder, at metoden sikrer hurtigere og mere kontrolleret genplantning af kommercielle træsorter som douglasgran og rødgran. Men kritikere peger på, at glyphosat ikke blot dræber ukrudt, men også skader andre planter, insekter og mikroorganismer i jorden. Desuden er stoffet blevet knyttet til sundhedsrisici for mennesker og dyr, herunder kræft og hormonforstyrrelser.

Miljømæssige konsekvenser

• Nedsat biodiversitet: Glyphosat fjerner ikke blot ukrudt, men også fødegrundlaget for insekter, fugle og pattedyr. Det truer bestøvning og økosystemernes balance.
• Jordforurening: Kemikaliet kan sive ned i grundvandet og forblive i jorden i årevis, hvilket påvirker både planter og mikroorganismer.
• Risiko for mennesker: Studier har vist, at langvarig eksponering for glyphosat kan øge risikoen for visse kræftformer og andre sundhedsproblemer.

Hvem beslutter brugen af glyphosat i amerikanske skove?

Beslutningen om at sprøjte glyphosat i nationale skove træffes ofte i samarbejde mellem US Forest Service og private skovbrugsvirksomheder. Ifølge miljøorganisationer som Beyond Pesticides og Center for Biological Diversity mangler der tilstrækkelig gennemsigtighed og uafhængig kontrol med praksissen. Kritikere hævder, at myndighederne prioriterer økonomiske interesser – herunder træproduktion og brandforebyggelse – frem for miljøbeskyttelse.

Modstand og alternative løsninger

Flere delstater og lokale myndigheder har indført restriktioner for brugen af glyphosat i skove. I Californien er der for eksempel krav om offentliggørelse af sprøjteplaner og begrænsninger i følsomme områder. Alternative metoder til ukrudtsbekæmpelse omfatter:

• Manuel fjernelse af ukrudt
• Brug af naturlige herbicider som eddike eller varmt vand
• Genopretning af naturlige plantesamfund, der kan konkurrere med ukrudt
• Øget fokus på brandsikker skovdrift, herunder tynding af skove og fjernelse af brændbart materiale

Hvad kan du gøre?

Som borger kan du være med til at påvirke udviklingen:

• Støt miljøorganisationer: Doner til eller deltag i arbejdet hos organisationer, der kæmper for strengere regler for pesticidbrug i skove.
• Vælg bæredygtigt træ: Køb træprodukter med certificeringer som FSC (Forest Stewardship Council), der sikrer ansvarligt skovbrug.
• Del din viden: Tal med venner, familie og lokale myndigheder om problemet med glyphosat i skove.
• Stem med din pengepung: Undgå produkter fra virksomheder, der er kendt for intensivt brug af glyphosat.

Spørgsmålet er, hvor længe vi fortsat kan overse de langsigtede konsekvenser af vores handlinger. Mens de døde træer i Lassen National Forest minder os om prisen for kortvarige løsninger, er håbet om en grønnere fremtid stadig levende – hvis vi handler nu.