Hamlet på BAM: Ironisk og underholdende, men taber tragediens dybde

Det er den hvide strikhue. Hiran Abeysekera bærer den, da hans Hamlet begiver sig ud på den iskolde og farefulde rejse fra Danmark til England. Men det er ikke strikhuen, der gør opsætningen af Hamlet, som genåbnede mandag på BAM’s Harvey Theatre efter et succesfuldt løb på Londons Nationalteater, så bemærkelsesværdig. Huen giver dog et fingerpeg om, hvordan Shakespeares melankolske prins ville have set ud, hvis Truman Capote nogensinde havde spillet rollen – blot med en cashmerehue i stedet for polyester.

Abeysekera, som senest var at se i Broadway-opsætningen af Livet på en flåde, efterligner ikke Capotes karakteristiske, kvindelige stemmeføring. Men hans tale er lige så sær og til tider næsten uforståelig. Stemmen svinger op og ned i toneleje som en tenor, der varmer op til en forestilling, og vokalerne bliver udtrukket på en mærkelig måde. Desuden indleder eller afslutter han replikker med pompøse, nonsensagtige udbrud, som hverken stammer fra Shakespeares tekst eller lyder naturlige – som om en talende Barbiedukke havde skrevet dem.

Det mest Capote-lignende ved Abeysekera er imidlertid den uophørlige ironi, han bringer ind i rollen. Hamlet håner adskillige af de andre figurer, især Polonius (Matthew Cottle, der leverer en meget morsom præstation), efterfulgt af Claudius (Alistair Petrie, der spiller tragisk), Gertrude (Ayesha Dharker, der fremstår inkompetent) samt Rosencrantz og Guildenstern (Hari Mackinnon og Joe Bolland, der spiller med en tydelig seksuel spænding). Også Ophelia (Francesca Mills) bliver gjort til grin – dog med en vis sympati senere i stykket.

Hamlets opførelse af Musefælden er blot endnu et eksempel på den gennemgående hånlige tone. Men Abeysekera stopper ikke der. Efter at have latterliggjort stort set alle omkring sig – med undtagelse af den tro ven Horatio (Tessa Yong, der konkurrerer med Dharker om den svageste præstation) – vender han sig også mod selve teksten. Robert Hasties instruktion minder om Sam Pinkletons arbejde med Oh, Mary! og den nye opsætning af The Rocky Horror Show.

Hamlet er ofte underholdende, til tider decideret morsomt, men sjældent tragisk. Som Susan Sontag engang sagde: Tragik og ironi udelukker hinanden. Det eneste, der formår at være ægte sørgeligt, er Claudius’ bekendelse: „Åh, min synd er rank, den stinker til himlen.” Først efter disse hjerteskærende ord kan Hamlet ikke bringe sig til at dræbe den mand, der myrdede hans far.

Abeysekera leverer også et flirtende øjeblik med Rosencrantz foran Guildenstern. Er denne Hamlet bøsse? Nej, han gør blot grin med en vens seksuelle orientering. Som Capote synes Abeysekera at stå uden for kønsnormer. Af og til skifter han dog pludseligt til en maskulin, nærmest voldsom facon – som en eksplosion af Richard Burton-stil (tænk på Kappen), der får hele teatret til at ryste.

En side af Hamlets personlighed, der sjældent udforskes, er hans udprægede forfængelighed. Det viser Abeysekera allerede i sin første optræden, hvor han bærer højhælede støvler (scenedesign og kostumer af Ben Stones). Han er ikke specielt høj, så spørgsmålet melder sig: Vidste ingen, at hans kæreste er lille? Måske forsøger Hamlet blot at imponere Ophelia ved at blive tre hoveder højere. Eller foretrækker han ganske enkelt at kysse hende, mens han sidder ned?