Højesteret er imod præemption – en overraskende tendens

Den amerikanske Højesteret under ledelse af John Roberts bliver ofte kritiseret for at være en domstol, der favoriserer store virksomheder. Medierne har gentagne gange målt Chamber of Commerces succesrate i sager foran Højesteret, hvilket har bidraget til dette indtryk. Men virkeligheden er mere nuanceret.

En gennemgående tendens i Roberts-domstolen er nemlig dens skepsis over for bred præemption – det juridiske princip, hvor føderale love tilsidesætter statslige regler. Dette går direkte imod mange virksomheders ønske om at undgå erstatningskrav ved at henvise til føderale regler. I stedet har Højesteret i flere tilfælde afvist at anvende præemption, hvilket giver plads til statslige erstatningssager.

En af de mest markante fortalere for en restriktiv tilgang til præemption er dommer Clarence Thomas, der traditionelt set er en tilhænger af føderalisme. Også dommer Neil Gorsuch synes at dele denne holdning. På den anden side står dommer Brett Kavanaugh og i mindre grad dommer Samuel Alito for en mere bred fortolkning af præemption. Det efterlader som regel John Roberts og Amy Coney Barrett som de afgørende stemmer i disse sager.

I modsætning til mange andre konservative sager er der imidlertid ikke en automatisk konservativ flertal for præemption. Tværtimod kan det være svært at opnå fem stemmer for en bred anvendelse af princippet. Dette har ført til, at Højesteret i stigende grad fremstår som en anti-præemption-domstol.

Tre sager, der underbygger tendensen

I indeværende mandatperiode har Højesteret behandlet flere sager, der illustrerer denne udvikling. Lad os se nærmere på tre af dem:

1. Hencely v. Fluor Corp – En sejr for statslige erstatningskrav

I sagen Hencely v. Fluor Corp blev Højesteret bedt om at afgøre, hvorvidt føderal lovgivning præempterede en statslig erstatningssag. Domstolen afgjorde med seks stemmer mod tre, at føderal lovgivning ikke præempterede sagen. Dommer Thomas skrev flertalsudtalelsen, som blev støttet af dommerne Sotomayor, Kagan, Gorsuch, Barrett og Jackson. Dommer Alito dissenterede sammen med Roberts og Kavanaugh.

Denne afgørelse afspejler tydeligt de forskellige holdninger til præemption blandt dommerne. Stemmefordelingen var således ikke opdelt efter traditionelle politiske skillelinjer, men snarere efter juridiske principper.

2. Montgomery v. Caribe Transport II, LLC – Enstemmig afvisning af præemption

I sagen Montgomery v. Caribe Transport II, LLC stod spørgsmålet om, hvorvidt føderal lovgivning præempterede en statslig erstatningssag mod transportører. Højesteret afgjorde enstemmigt, at dette ikke var tilfældet. Dommer Barrett skrev flertalsudtalelsen, hvor hun på blot få sider gennemgik alle de juridiske argumenter.

"Teksten i underafsnit (c)(2)(A) er afgørende. Det er bedre at leve med mysteriet end at omskrive loven," skrev Barrett og henviste til et argument fremsat af regeringen.

Dommer Kavanaugh skrev en særskilt udtalelse sammen med Alito, hvor han argumenterede for, at præemptionsanalysen var mere kompleks, end flertallet gav udtryk for. Han konkluderede imidlertid, at det er op til Kongressen og præsidenten at rette op på eventuelle problemer. Transportørernes advokater havde advaret om alvorlige konsekvenser ved statslige erstatningssager, men sagen endte alligevel med en enstemmig afgørelse.

Advokaten Paul Clement, der ofte optræder foran Højesteret, tabte således for første gang en sag med 9-0.

3. Monsanto Company v. Durnell – Endnu en udfordring for præemption

I sagen Monsanto Company v. Durnell, som også blev ført af Paul Clement, ventes en lignende udvikling. Baseret på de tidligere sager i mandatperioden er det sandsynligt, at Højesteret vil afgøre, at føderal lovgivning ikke præempterer den statslige erstatningssag. Selvom afgørelsen formentlig ikke bliver enstemmig, forventes det, at flertallet vil ligge på fem til fire eller seks til tre stemmer til fordel for erstatningskravet.

Denne tendens viser, at Højesteret under Roberts i stigende grad er tilbageholdende med at anvende præemption, selv i sager, hvor virksomhederne håber på en bred anvendelse af princippet. Dommerne synes ikke villige til at foretage kreative fortolkninger af føderale love for at opnå dette resultat.