Indfødte kræver handling: FN-møde sætter spørgsmålstegn ved regeringers overholdelse af klimadomme

Indfødte samfund under pres

Indfødte samfund i Stillehavet oplever stadig voldsommere storme som følge af opvarmende have, mens minedrift ekspanderer på deres land i Amazonas. I Ecuador fortsætter olieboringerne på trods af domme, der påbyder stop. På FN’s permanente forum for indfødte spørger ledere og aktivister nu: Hvad skal der til for at tvinge regeringer til at overholde internationale klimadomme?

Klimadomme med begrænset gennemslagskraft

Sidste år afsagde Den Internationale Domstol en rådgivende kendelse, der fastslår, at stater, der bidrager til klimaforandringer, skal holdes ansvarlige for skaderne – særligt over for små ø-stater. Den Interamerikanske Menneskerettighedsdomstol udstedte en lignende kendelse sidste sommer, der opfordrer regeringer til at reducere udledninger og integrere indfødte viden i klimapolitik. Alligevel kolliderer disse domme med en hård virkelighed: Mange medlemslande i FN foretrækker at ignorere deres klimapliktigheder.

«Dette er et mulighedsøjeblik. Disse rådgivende kendelser er ikke symbolske – de er magtinstrumenter,» siger Luisa Castañeda-Quintana, direktør for advocacygruppen Land is Life, til hundredvis af indfødte aktivister på FN’s forum. «De kan og bør bruges til at styrke indfødtes kamp for rettigheder på alle niveauer. Men for at gøre det, skal de indfødte kræve dem, integrere dem i rettighedsfortællingerne og bringe dem ind i alle rum, hvor deres fremtid bliver afgjort.»

Ecuador: Forfatning vs. virkelighed

Ecuadors forfatning har siden 2008 anerkendt naturens rettigheder, men alligevel fortsætter olieudvindingen og minedriften på indfødtes land. Magaly Ruiz Cajas, medlem af landets Domstolsråd, pointerer, at grøn retfærdighed ikke er en mulighed, men en pligt. «I Ecuador er grøn retfærdighed ikke en mulighed, det er en forpligtelse,» siger hun og henviser til domme som en sag fra 2011 om forurening i Vilcabamba-floden. Alligevel har konstitutionelle rettigheder ikke stoppet virksomheder i at ignorere indfødtes landrettigheder.

Juan Bay, præsident for Waorani-nationen i Ecuador, fortæller forummet, at landet ikke overholder hverken internationale eller nationale love for at beskytte indfødte i frivillig isolation eller dem, der lever tæt på olieboringer. «Dette er uforeneligt med klimahandling og indfødtes rettigheder,» siger han. Indfødte landforsvarere i Ecuador har i de senere år været udsat for forfølgelse og død, og i februar vedtog landet en lov, der accelererer minedrift ved at svække miljøbeskyttelseskrav – trods kritik fra indfødte og miljøorganisationer.

Latinamerika lider under paradoks

Mønsteret er ikke unikt for Ecuador. Albert Kwokwo Barume, FN’s særlige rapportør for indfødte, påpeger det i en rapport fra sidste år: «Latinamerika og Caribien præsenterer et paradoks. Stærke lovrammer eksisterer side om side med vedvarende svigt i implementeringen,» skriver han. «Selv gunstige domme bliver undermineret af dårlig håndhævelse og mangel på konsultation.»

Modstand fra magtfulde nationer

Modstanden mod klimadomme kommer også fra stærkere nationer. Vanuatu og et dusin støttende lande har forsøgt at fremme håndhævelse af kendelserne, men møder modstand fra lande, der prioriterer økonomisk vækst over klimapolitik. Spørgsmålet er nu, om de indfødtes kamp for rettigheder og klima kan vinde frem gennem juridiske midler – eller om dommene blot bliver tomme ord.

«Disse rådgivende kendelser er ikke symbolske – de er magtinstrumenter. De kan og bør bruges til at styrke indfødtes kamp på alle niveauer.»